Da arvefjenden brugte "ulovlige" tricks mod Danmarks glemte ungarer
Det er ikke nogen overdrivelse at påstå, at der i 1950’erne var en næsegrus beundring for ungarsk fodbold i Danmark. Ikke uden grund. De ”Magiske Magyarer” med Puskas, Koscis og Hidegkuti fejede al modstand til side i en flere år lang periode, hvor fodboldens verden måbede over Pusztaens sønner og deres vidunderligt kvikke positionsspil, og fleksible taktiske løbemønstre. Ungarn slog selveste England på Wembley med 6-3 og ydmygede fodboldens moderland i returopgøret i Budapest med 7-1. DBU’s ledere havde selv set Puskas og co. i fuld udfoldelse ved OL i Helsinki i 1952, hvor danskerne nåede kvartfinalen, og hvor Ungarn var alle andre hold totalt overlegne. Og selv om ”Den Galopperende Major” og hans disciple måtte nøjes med sølv ved VM i 1954, så var alle klar over, at ungarsk fodbold var i særklasse.
I tiden efter 2. Verdenskrig kom flere ungarske trænere til Norden og Vesteuropa, en tendens der fortsatte efter opstanden i 1956.
I Danmark står Geza Toldi klarest i billedet. Han indførte nye træningsprincipper i sine klubber (med størst succes i AGF), og han omgav sig med en respekt der var uden sidestykke. Også folk som Carlos Pinter og Lajos Szendrödi fik sat et stærkt aftryk. Sidstnævnte var nær blevet Danmarks første fuldtidsansatte landstræner.
Brød Københavns dominans
Lajos Szojak Szendrödi blev født i Budapest i 1912 og spillede som angriber for hovedstadsklubben Elektromos. Han kom på landsholdet i 1938 og debuterede i en venskabskamp mod Luxembourg, hvor han huggede tre kasser ind i en ungarsk 6-0-sejr. Men det blev kun til yderligere en enkelt landskamp, for det var vanskeligt at konkurrere om pladsen som centerforward med nationalhelten, magyarernes højtelskede ”Tyr”, Geza Toldi (ja, den senere AGF-træner).
Efter 2. Verdenskrig emigrerede Szendrödi til Vesteuropa og fik trænerjob i Luxembourgske Esch, hvor man nok huskede hans hattrick fra 1938. Den beskedne begyndelse på trænerkarrieren blev fulgt op på Cypern (Larnaca) og derefter to sæsoner i Sverige i de lavt placerede divisionsklubber Nybro i Småland og Gute IF på Gotland. I 1953 kom han til Danmark og blev hyret af Køge Boldklub. Det blev en kolossal succes.
I Køge havde bestyrelsen gode lokale forretningsforbindelser, og førsteholdsspillerne fik gode jobs på især den stedlige gummifabrik. De overanstrengte sig ikke ligefrem, og kunne møde friske og udhvilede til træning. Det gav gode betingelser for et attentat på det danske mesterskab, der indtil da aldrig var blevet vundet af en provinsiel klub. Men minsandten om ikke projektet lykkedes.
Turneringen var ret jævnbyrdig, men i den sidste ende havde Køge de fleste kræfter. En altafgørende sidste match på hjemmebane mod B.93 sluttede 0-0, hvilket sendte københavnerne ned i 2. division og mesterskabstrofæet til Køge. ”Slaget i Køge Bugt”, som det legendariske opgør straks blev døbt, blev især vundet af defensiven og en kanonkamp af keeperen Henning Elting. Men det var Szendrödis offensiv der gjorde forskellen hen over sæsonen 1953-54. Med 45 mål var Køge klart mest målsøgende. Det var 18 scoringer bedre end turneringens nummer 2, KB.
Året efter måtte sjællænderne dog nøjes med en 6. plads, og Szendrödi skiftede til Esbjerg. Han var stærkt inde i billedet som mulig træner for det danske landshold.
Eksamen på Råsunda
DBU vaklede imellem flere kandidater, da man skulle ansætte den første fuldtidsansatte landstræner i historien. Arne Sørensen blev lånt i AB i foråret 1956, og derefter fik engelske Alf Young, der havde afløst Szendrödi i Køge, chancen i en landskamp mod Irland. Men DBU var fortsat ikke tilfreds, og lånte så ungareren i Esbjerg.
Opgaven var svær. Det handlede nemlig om arvefjendeopgør på det – for danskerne – så frygtede Råsunda.
Sverige undervurderede sandsynligvis gæsterne og lod stjernen Gunnar Gren spille B-landskampen i Viborg (!), hvor ”Il Professore” styrede sine offensive medspillere til en svensk 4-0-sejr.
I Stockholm kom Danmark til gengæld overraskende foran i første halvleg på en lille frisparksgenialitet. Knud Lundberg havde jo en ret speciel dobbeltrolle som deltager i kampen OG journalistreporter. Han skrev bagefter i Socialdemokraten: ”Bare spring over, Lund, sagde Jens Peter Hansen, mens jeg lagde bolden til rette til frisparket lige uden for straffefeltet midt i 1. halvleg. Svenskerne havde dannet mur kun fem meter fra mål. Jeg kom til at tænke på hvordan Esbjerg i foråret havde scoret mod AB. Søren Andersen gik til, som om han ville skyde, men fintede skuddet, gled over bolden og ud til siden, og mens muren gik i opløsning, idet nogle gik frem og andre blev stående, bankede Jens Peter Hansen bolden forbi Kaj Jørgensen, der ikke kunne se. Det er i orden, sagde jeg lavmælt til Jens Peter, jeg finter et hårdt skud og springer væk”. Som sagt, så gjort. Finten skabte lige præcis det hul i muren som kanonskytten Jens Peder ”Dunder” Hansen havde brug for. En lille svensk berøring snød totalt Tore Svensson i målet. Det svenske publikum applauderede høfligt det – på det tidspunkt – ukendte initiativ.
I pausen var hjemmeholdet i panik. Danskerne havde siddet på kampen og der var brug for et taktisk skift. Træneren Pepi Stroh valgte at indskifte Gösta Löfgren med den meget svage Göran Lindblad. Det var stik imod reglerne, der foreskrev at man kun måtte skifte ud hvis der var tale om en skadet spiller. UK’s Rudolf Petersen gik straks hen til den svenske bænk og forespurgte hvilken skade der var tale om, men den udskiftede Lindblad reagerede ved at stirre flovt ned i græsset. I dag kan man måske ryste på hovedet af den slags regelsæt, baseret på gammeldags gentleman agreements. Men dengang var den svenske svindel en pinlig skandale. Aviserne kvitterede med hånlige overskrifter som: ”Svensk rekord i usportslighed” og ”Svenskerne brugte 12 mand for at klare 1-1”.
Anden halvleg blev mere lige, men da Kaj Jørgensen klarede et svensk straffespark midtvejs, så det ud til at danskerne ville tage en ikke ufortjent sejr. Men 9 minutter før tid udlignede Henry Tillberg til hjemmepublikummets lettelse.
Trods det fine resultat blev Lajos Szendrödi ikke dansk landstræner. Hvis danskerne havde holdt føringen, så havde han været vanskelig at komme udenom. Faktisk er han historiens eneste ubesejrede danske landsholdstræner. Men alligevel gik stillingen i stedet til Arne Sørensen.
Szendrödi fortsatte karrieren i svenske Djurgården og AIK Stockholm, og derefter de lidt mindre klubber, Visby og Eskildstuna og IFK Stockholm. Efter en sæson på Cypern kom han tilbage til Eskildstuna i 1968, men døde pludseligt året efter på en træningslejr med klubben i hollandske Arnhem. Han blev kun 55.
Statistik:
Landsholdscoach i 1956.
1 landskamp. 1 uafgjort. Målscore 1-1.
