Kjøbenhavns Boldklub blev stiftet på denne dag i 1876. 

Dansk fodbolds store historiker, Johannes Gandil, beretter: ”Klubben blev stiftet som langboldklub, og kun dette spil blev dyrket i de første tre år med øvelsesplads på Blegdamsfælleden og en slags rekvisitlokale i en høkerbutik i Fredensgade, men klubben var for øvrigt i høj grad en selskabelig forening med rigelig afholdelse af baller, maskerader, aftenunderholdninger med dans om vinteren og skovture om sommeren”. Man føler sig helt hensat til klunketiden, hvor det pænere borgerskab aflagde visitter i pyntestuen om søndagen og gik til aftenselskabeligheder i gaslampernes gule skær. 

Den unge forening drog fra byen i samlet flok ”med musik og faner” til Eremitagesletten, hvor der blev spillet langbold, uddelt præmier og pokaler, og spist gode frokoster på de medbragte duge i det grønne græs. Alt var idyl. Indtil et par medlemmer ”som en slags motion ovenpå måltidet foranstaltede en indbyrdes brydekamp og i den anledning trak frakke og vest af”. Det fik klubbens formand, grosserer E. Berendt, til at nedlægge mandatet på stedet og forbyde sine døtre fremover at deltage i foreningens selskabeligheder. Tænk, at aflagde sig frakke og vest! Et utilgiveligt brud på tidens stramme etikette.

Nå, men KB overlevede skandalen. I 1879 fik man fodbold på programmet og ved den lejlighed en masse nye medlemmer, bl.a. en gruppe herboende englændere der kendte til regler og praksis udi den hastigt voksende nye idræt. 

F.I.A. Markmann blev en markant lederskikkelse og også DBU’s første formand. Men her skal der først og fremmest gøres plads til et portræt af dén person, som i denne historikers optik er den vigtigste leder, dansk fodbold har haft gennem tiderne: Ludvig Sylow.

Kulturbærer og innovator

”Dansk fodbolds største leder gennem tiderne”. Det er store ord. Titlen lover unægtelig meget. Men jeg er ikke det mindste i tvivl. Dansk fodbolds mest betydningsfulde lederskikkelse gennem historien er Ludvig Sylow. 

Sylow prægede sin klub, KB, allerede som en ganske dygtig aktiv i 1880’erne, hvor han var en af fodboldens pionerer da man udkæmpede dyster om de første danske mesterskaber. Det var DBU der arrangerede og afholdt turneringerne i den øverste københavnske række 1 (eller A-rækken som den kaldtes en tid), og derfor er det fuldt korrekt at titulere vinderne som ”danske mestre”, også selv om provinsen endnu ikke havde nogen rolle at spille. 

Postkontrollør Sylow blev hurtigt en af Kjøbenhavns Boldklubs samlende figurer. I 1879 blev han bestyrelsesmedlem i KB, og var en stærk primus motor i gennemførelsen af det fine baneanlæg på Skt. Markus Plads, ”Granen”, i 1894. Det gjorde KB til baneejende klub, placerede den i toppen af det københavnske fodboldhierarki og medførte en slags aristokratisk status. Han medvirkede også, meget visionært, til at KB blev den første klub med en organiseret ungdomsafdeling  i Danmark. 

Som en ægte kulturbærer var Sylow midtpunkt for det sociale liv på Granen. Han opfandt den særlige KB-jargon og initierede mange af de klubtraditioner der levede i generationer. Sylow var et gennemgemytligt menneske med et karakteristisk vid og en meget kendetegnende humoristisk sans. Men han var ikke bare essentiel for KB, men også for dansk fodbolds progression og retning som helhed. 

Stod bag dansk fodbolds kolossale fremgang

I 1890 var den driftige mand på studierejse i England, og han kom hjem med en sikker overbevisning om, at den spirende fodboldsport i Danmark ville få uvurderlig gavn af en synergi med britisk inspiration. Det kom i dén grad til at holde stik. Sammen med andre fremsynede KB-ledere fik Sylow lokket skotske Queen’s Park til det årlige Idrætsstævne på Fælleden i København i 1898. Det var et kup. Et point of no return. Det ændrede al tilgang til fodbolden i Danmark. Ikke blot inviterede besøget af det internationale topmål til indlæring på første klasse, det skaffede også dansk elitefodbold et historisk momentum. Det skotske besøg var første gang at det europæiske kontinent nød godt af oplevelsen af ægte topfodbold. Danmark fik et internationalt forspring. Snart kom de forskellige britiske klubber på visit i en lind strøm. Og Sylow blev intet mindre end dansk fodbolds første overbeviste chefideolog. Uden ham havde dansk fodbold været et helt andet sted, for hans indflydelse satte dybe aftryk og trak lange tråde – helt op i nutiden. 

Som formand for KB 1901-06 initierede han indførelsen og implementeringen af et short passing spilkoncept, der kom til at booste talentudviklingen som et kvantespring, og tegnede KB i årtier. Det højt anlagte polerede spil gav til tider tæsk, når man blev moset af en løbestærk modstander med en mere simpel tilgang. Men som den sande visionær rystede Sylow ikke på hånden. Kursen var klar. I forbindelse med KB’s 25-års jubilæum i 1901, udtalte han, at ”The new style, den saliggørende short passing som vi lærte den af skotterne, har vi ikke kunnet praktisere endnu. Vejen er trang. Men fremtiden tilhører de unge. Giv dem rationel undervisning, og det vil vise sig, at arbejdet ikke har været forgæves”. Det holdt stik.

En gylden generation af KB’ere poppede op, og det såkaldte ”Chokoladehold” vandt mesterskabet i 1910, 11 og 12. Da DM blev landsdækkende fortsatte dominansen i 1913, 14, 17 og 18 (i 1915 blev der ikke kåret en mester og i 1916 vandt KB københavnsmesterskabet, men tabte til B.93 i DM-finalen). Spillere som Nils Middelboe, Poul Tist Nielsen og Vilhelm Wolfhagen rullede talenterne ud og gjorde fodbold til en æstetisk nydelse. 

Næsten diktatorisk indflydelse på UK

I 1911 blev Sylow formand for DBU. Det var oplagt at benytte KB’s formfuldendte spil på landsholdet. I 1908 havde danskerne debuteret internationalt ved OL i London med flot flydende fodbold og sølvmedaljer. Postkontrolløren satte sit klare aftryk på DBU’s udtagelseskomité. Faktisk så tydeligt, at han i en periode nærmest havde enevældig magt. 

De øvrige medlemmer af UK, folk som Holger Forchhammer fra AB, Axel Byrval fra Frem og Henrik Katberg – senere Emil Jørgensen – fra B.93, nærede så dyb respekt for formanden, at man lod ham have afgørende indflydelse på holdudtagelserne. Det betød at der indiskutabelt kunne spilles tiki-taka i KB-style på landsholdet, og at man i en årrække kunne stille med en sammentømret stamme af KB’ere i rød-hvidt. Kritikerne overfor denne ”dansk fodbolds stærke mand” var mange. En klub der dominerer kraftigt og ovenikøbet praktiserer en overlegen taktisk tilgang, bliver ikke nødvendigvis populær i de brede masser. Man ser gerne kæmpen falde. Men vinderen har som bekendt ret, og landsholdet strøg til tops i Europa med endnu et sæt OL-sølvmedaljer, sejre over England og Holland. Og nationer som Tyskland, Sverige og Norge fik klø efter noder. 

Overfor landsholdsspillerne var Sylow en rar, alfaderlig figur. Han var holdleder når landsholdet var samlet, mens han overlod det til Axel Byrval at coache. Sylow mestrede at have med mennesker at gøre. I dag ville man kalde det mandskabsbehandling. Han sammenflikkede sit team med nærværelse, godt humør og en flok øller, og han pillede med lune og pædagogisk sans de uhøviske gadedrengestreger ud af den barske Vesterbrodreng, Frems fantastiske målmand Sophus Hansen, hvis dårlige manerer blev erstattet med karaktertræk som ansvarlighed og stolthed. En velment skideballe kunne komme i anvendelse, men: ”Solen gik aldrig ned over Sylows vrede”, som Sophus selv skrev respektfuldt om formanden. Selv om Sylow havde en enorm autoritet, så overspillede han ikke sin magtposition. Men han udnyttede den utrætteligt til stor fremgang for sin klub, og ikke mindst for landsholdet. 

Hall of Fame, tak!

Den gamle soraner, postmester og Dannebrogsridder var også en varm fortaler for det landsdækkende DM, der indførtes i 1913. Måske var det derfor, man ærede ham ved at opkalde den årlige cupturnering mellem lokalunionerne efter ham (Sylowturneringen). 

I 1918 trak Ludvig Sylow sig som DBU’s formand og UK’s stærke mand. Han fortsatte dog i en årrække med at varetage væsentlige tillidsposter i KB. Da man i 1924 opkøbte jord på Peter Bangsvej var Sylow atter en af de toneangivende foregangsmænd. Hele projektet blev almindeligt anset for at være mere eller mindre vanvittigt. KB rykkede ud på noget der dengang mindede om Lars Tyndskids marker. Men det sikrede Kjøbenhavns Boldklub en førende position i dansk fodbold i yderligere et halvt århundrede. 

Sylow døde i 1933. Hans lige som fodboldleder i dette land er aldrig set, og hans indflydelse og betydning for dansk fodbold er uden sidestykke. I dag er han næsten glemt. Men han fortjener et uudsletteligt eftermæle. Så hvis DBU nogensinde overvejer at indlemme en leder i Fodboldens Hall of Fame, så er Sylow uomgængelig. Det ville være helt på sin plads.

Ludvig Sylow testamenterede sin formue og al sin jordiske ejendom til sin enearving: KB.