Hvem er aldersrentenyderen? Da de arrogante stjerner mødte manden der reddede dansk fodbold
Den lille aldersrentenyder, der satte gang i dansk fodbold
Denne serie omhandler de trænere, der igennem tiderne har coachet det danske landshold. 6. del: Ted Magner.
Da dansk fodbold havde sin guldaldertid og tilhørte verdenseliten i starten af 1900-tallet, blomstrede såvel klubberne, landsholdet og talentudviklingen under kraftig påvirkning af britisk fodbold. Danskerne indtog en konceptuel ”lærlingerolle”, og dygtige britiske coaches som Dave Mitchell, Charlie Williams og Jack Carr satte sit præg på den rivende udvikling.
Men med DBU’s beslutning om at trække landsholdet fra internationalt turneringssamkvem i 1920, gik alting i stå.
I 1930’erne stod det imidlertid klart, at dansk fodbold var i tydelig regression. Det stod sløjt til med talentudviklingen i de bedste klubber. Provinsen gjorde kun små fremskridt, og landsholdet var ikke længere stærkest i Norden. Faktisk havde både Sverige og Norge (der fortsat fik international turnerings-sparring) overhalet danskerne. Det forsmædelige og ydmygende 0-8-nederlag til Tyskland i Breslau i 1937 slog hovedet på sømmet. Noget måtte gøres! Løsningen kom i form af en lille, tyndhåret, ældre mand med topmave og briller.
Det er et sært paradoks, at man i engelsk fodbold i årtier vægrede sig imod begrebet coaching. De professionelle klubber havde en manager der stod for køb og salg af spillere samt satte holdet op til kamp. En fysisk træner sørgede for at spillerne kom i form. Det taktiske var uforanderligt. Alle hold spillede efter samme system (indtil Herbert Chapman revolutionerede spillet i Arsenal i 1930’erne). Den gennemgående tankegang var, at spillet var opfundet i England, englænderne var de indiskutabelt bedste i verden og ergo var der intet grundlag for at ændre noget som helst. Dygtige og innovative engelske coaches måtte derfor til det europæiske kontinent og Sydamerika for at få beskæftigelse. Geniale Jimmy Hogan lærte de magiske magyarer i Ungarn at spille moderne fodbold. George Raynor førte Sverige til et voldsomt internationalt gennembrud. Og mr. Magner kom til Danmark.
Fik en arrogant modtagelse
DBU’s 50-års jubilæum i 1939 skulle fejres med en nordisk turnering. Der stod en hel del prestige på spil, så efter mange år uden udenlandske toptrænere, tilknyttede unionen englænderen Edward ”Ted” Magner som coach for landsholdet. Magner trænede en bruttotrup på 40 mand, og kunne hurtigt konstatere, at elitespillerne var i en ringe forfatning, både hvad angik kondition og basal teknik.
Spillernes modtagelse af den lille, undselige englænder var til gengæld ret så hoven: ”Hvad er det for en aldersrentenyder de har prakket os på?”, skal den mangeårige stjerneforward Pauli Jørgensen således have bemærket, da den lille trivelige og meget tyndhårede Magner blev præsenteret til den første fællestræning. Begejstringen blev ikke meget større da englænderen, til at begynde med, satte spillerne – blomsten af dansk fodboldtalent anno 1939 – til at lave simple tekniske træningsøvelser. Pointen var at det tekniske niveau var chokerende lavt. Konditionstræning var et næsten ukendt fænomen. Som rendyrkede amatører skyede klubberne i reglen denne pligtbetonede træning og mange af spillerne satte nærmest en ære i at undgå den. Men det fik Edward Magner ændret på.
Meget karakteristisk måtte han personligt demonstrere at han – trods sit bedagede udseende og sine 48 år (han så ældre ud) – var bedre i stand til at udføre den træning han satte sine danske protegéer til, end de. Det gjaldt både på det tekniske og det fysiske område. Det aftvang respekt.
Ted Magner havde spillet i bl.a. Everton i sin aktive tid, og selv om det lå henved tyve år tilbage overtrumfede han ganske de ellers så arrogante danske landsholdsspillere. Selvtilfredsheden blev så til gengæld pakket væk, og Magner fik i eftertiden et nærmest mytisk eftermæle i dansk fodbold. Her spillede Pauli Jørgensen en helt afgørende rolle. Han måtte æde sin nedladende bemærkning om ”aldersrentenyderen” i sig, smøgede ærmerne op og gik forrest i arbejdet med at ændre de bedste spilleres tilgang, og dermed give eliten et tiltrængt niveau-løft.
Danskerne vandt guldet
Den nordiske jubilæumsturnering blev da også en mindeværdig succes. I semifinalen besejrede danskerne Finland med 5-0, og i finalen ventede Norge. Nordmændene var midt i en sand guldalderepoke. Ved OL i Berlin i 1936 vandt de bronze, og ved VM i Frankrig i 1938 var Norge meget nær ved at slå de forsvarende verdensmestre, Italien, ud af turneringen. Spillere som Arne ”Obersten” Brustad, Reidar Kvammen og centerforwarden Alf Martinsen havde høj international klasse.
Efter en nervøs første halvleg var de norske favoritter da også foran med 3-2. Men Ted Magners hersen med holdet gav bonus. Arne Sørensen skrev siden, at anfører Pauli Jørgensen holdt en tale til medspillerne i omklædningsrummet i pausen: ”Vi skylder simpelthen mr. Magner at vinde den her kamp!”, sagde Pauli. Arne tilføjede selv: ”Mr. Magner – den vidunderlige træner”. Den lille aldersrentenyder var krøbet helt ind under huden på spillerne. Danskerne kom uimodståeligt igen og kørte nordmændene over i anden halvleg. Med en sejr på 6-3 vandt Danmark de – af spillerne – særdeles eftertragtede, udlovede guldmedaljer.
Spillerne nærmest forgudede Ted Magner, og DBU forsøgte efterfølgende, ad flere omgange, at engagere englænderen. Men verdenskrigen kom i vejen, og da man skulle sammenspille et OL-landshold til de Olympiske Lege i London i 1948, blev Magner desværre syg. Skæbnen ville at han døde i sommeren 1948. Han returnerede altså aldrig til Danmark, men han satte et umiskendeligt, uforglemmeligt og hårdt tiltrængt skub i udviklingen i dansk fodbold.
Statistik:
Landsholdscoach 1939.
3 landskampe. 2 sejre og 1 nederlag. Målscore 11-5.
