Den mest undervurderede stjerne i engelsk fodbold
Alan Ernest Devonshire fylder 70 år i dag.
”Dev” startede karrieren ydmygt. Næsten symptomatisk for den måde han generelt og typisk blev undervurderet i løbet af karrieren, blev han afvist som ungdomsspiller i Crystal Palace med forklaringen: ”for spinkel til topfodbold”.
I stedet spillede han lidt amatørbold i Isthmian League for Londonbaserede Southall FC, og indstillede sig på at nøjes med en ”karriere” som gaffeltruckfører på en fabrik. Men så kiggede West Ham United forbi.
Det boblede på Boleyn
Tiden – midt i 1970’erne – var gunstig, for West Ham United havde et udviklingsmiljø der boblede og sydede af innovation og virkelyst.
Manager John Lyall videreførte den store mentor, Ron Greenwoods visionære og konceptuelle tilgang.
Der blev metodisk opbygget et stærkt brand på Boleyn Ground. Konceptet handlede i al sin enkelthed om teknisk og fremadrettet spil. Mange modstandere regnede West Ham for en ”blød” modstander, fordi dagsordenen ikke domineredes af fight og råstyrke, men når det polerede spil kørte for The Hammers, så var de altså vanskelige at have med at gøre. Publikum elskede den forfinede stil og bakkede den helhjertet op. Der blev – og bliver fortsat – meget symbolsk blæst bobler på hjemmebanen. Drømmene om at ramme både titler og flot, seværdigt spil, lever i bedste velgående.
Da Ron Greenwood stoppede som manager i 1974 og i stedet påtog sig en rolle som sportsdirektør i WHU, blev afløseren meget naturligt den gamle strategs protegé, John Lyall. Det blev straks en kæmpe succes. I Lyalls første sæson strøg West Ham til tops i FA Cuppen, med finalesejr over Fulham der havde det tidligere Hammers-ikon, Bobby Moore på holdet. Året efter nåede ”Irons” helt til finalen i Europa Cuppen for pokalvindere, hvor Anderlecht med Rensenbrink, Haan og van der Elst dog slog englænderne i en seværdig slutkamp (4-2).
De konceptuelle principper skabte gode forudsætninger for talentudviklingen, og egenudviklede spillere var med til at sætte dagsordenen. Målmanden Mervyn Day, backen Frank Lampard og midtbanestjernen Trevor Brooking var de fornemste eksempler.
Alan Devonshire, der blev håndplukket i seriefodboldens univers, passede perfekt ind i spillestilen. Dev var ikke noget muskelbundt, men han besad en forfinet teknik og et fremragende overblik. Han kompenserede for manglende fysisk styrke ved et stort løbepensum og med sin evne til at forudse spillets udvikling. Forbløffende hurtigt etablerede han sig på en midtbane med folk som Trevor Brooking og Alan Curbishley. I begyndelsen som oftest placeret i venstre side.
Tog nedrykning med oprejst pande
I ligaen kneb det imidlertid. West Ham blev ofte kværnet af mere fysisk betonede modstandere på opblødte mudderbaner, og holdet sloges i bunden i 1976 og 77. Året efter gik det galt og boblerne bristede. Trevor Brooking var ude i pressen uden at ryste på stemmen: ”West Hams koncept er vigtigere end en momentan nedrykning. Vi går ikke på kompromis med spillestilen”. Det var en modig og nærmest unik opbakning til klubbens brand og manager John Lyalls tilgang. Den fandt heldigvis opbakning i klubbens bestyrelse, der ikke ”panikkede”, men holdt kursen og kontinuiteten. Det er der mange, der kan lære noget af.
West Ham rykkede ned i 1978, men kom godt igen og vandt sensationelt FA Cuppen i 1980 med flot spil og finalesejr over Arsenal. The underdogs ramte favoritterne med bølger af lynhurtige omstillinger. Alan Devonshire lagde op til Brookings fortjente sejrsmål.
Året efter fik West Ham det eftertragtede avancement og var tilbage i ”the top flight”. Devonshire fik en mere og mere styrende position på midtbanen og blev udtaget til det engelske landshold i 1980.
Det blev til 5 A-landskampe under den tidligere West Ham boss, Ron Greenwood. Engelsk fodbolds måske mest undervurderede tekniker stod over for et massivt internationalt gennembrud, men Greenwood droppede ham overraskende til Englands VM-trup i Spanien i 1982. Devonshire fik 3 landskampe i efterfølgeren Bobby Robsons regi, men en forfærdelig skade i 1984 satte en stopper for landsholdsdrømmene.
Et stærkt comeback i 1985-86 endte med en sensationel 3. plads i ligaen til West Ham, der sluttede blot 4 point efter Liverpool i tabellen. De næste sæsoner bød desværre på flere skader, og tanken var så småt ved at være tom. Devonshire rundede karrieren af med et par sæsoner i Watford.
Siden har han beskæftiget sig med at være manager på et lidt lavere plan. Han er helt uden tvivl en ”all time” favorit blandt Hammersfans.
