Kaj Frederik Christiansen blev født på denne dag i 1922. Han er vel nok – i dag – en af dansk fodbolds mest oversete klassecenterforwards. 

Christiansen skiftede fra KFUM til Boldklubben Frem i 1942 og blev klubbens topscorer året efter med 9 mål. Det lyder ikke af meget, men under besættelsen var divisionssystemet omstruktureret til regioner for at spare på de begrænsede ressourcer, og i den københavnske elitekreds blev der kun spillet 14 kampe.

Folkelig protest mod besættelsesmagten

Præstationen var i alt fald stærk nok til at den skudstærke og opportunistiske centerforward debuterede i det, der skulle blive den sidste landskamp under besættelsen, hvor Danmark – til 40000 tilskueres udelte glæde og begejstring – besejrede Sverige med 3-2. Kaj Christiansen fik en kanondebut. Han havde ikke klubkammeraten John Hansens højde og drøjde, men var til gengæld snu og i besiddelse af en ikke ringe springkraft. Han overtrumfede to gange de garderhøje svenske backs og satte to kasser ind bag legendariske Sven ”Berka” Bergquist. 

Sejren var en tiltrængt folkelig opmuntring i en mørk tid, og da der umiddelbart efter kampen blev afspillet nationalmelodier, istemte publikum spontant den norske hymne ”Ja, vi elsker dette landet” i sympati med det stærkt undertrykte norske folk. Denne protestmanifestation blev taget meget ilde op af den tyske besættelsesmagt, der efterfølgende forbød yderligere landskampe. 

I 1944 havde Kaj Christiansen afløst folkekære Pauli Jørgensen som Frems centerforward, og han var i den funktion stærkt medvirkende til at vinde Valbyklubbens (indtil nu) sidste danske mesterskab. Det var med en stjernebesat forwardkæde, hvor John Hansen, Helmuth Søbirk, Erling Sørensen og Johannes Pløger også figurerede. Selv uden Pauli er det måske den stærkeste angrebskadre noget dansk klubhold har kunnet mønstre i historien. På midtbanen fodrede superteknikeren Walther Christensen det eksplosive angreb, mens hovedspilseksperten Leo Nielsen og den sprælske målmand Egon Sørensen tog sig af defensiven. I mesterskabsslutspillet slog Frem’erne Slagelse med 11-1, B.1909 med 5-0 og AB i finalen med 4-2. Kaj Christiansen blev atter topscorer med 15 mål.

I 1946 blev Christiansen endnu en gang klubtopscorer med 9 mål. Frem vandt KBU’s traditionsrige pokalturnering med en finalesejr på hele 7-2 over AB. Kaj Christiansen nettede tre gange. Avisen København skrev: ”Frem var i hopla. Angrebet er et kapitel for sig selv. I det hele taget spillede innertrioen godt med Kaj Christiansen som en urovækkende, farlig center, der havde øje for chancerne, og John Hansen som en rolig, koldblodig innerwing”. AB havde ellers spillet en fin første halvleg med en Knud Lundberg i virtuost humør, og stillingen var 2-2 ved pausen. Men i anden halvleg blev akademikerne kørt totalt over.

Frems anfører Leo Nielsen fik overrakt pokalen og blev båret i guldstol, mens Knud Lundberg hyldede sejrherrerne på sin egen, humoristiske facon, og gratulerede Frem’erne med at de nu ”fik lov at låne pokalen. Men det var nu lidt beklageligt at der skulle stå så mange forskellige klubbers navne på AB’s pokal”. 

6 mål i 5 landskampe

Også på landsholdet bankede Kaj Christiansen lystigt mål ind. I 1945-46 scorede han 3 gange i 3 landskampe. Befrielsen blev fejret med tre landskampe mod Sverige og to mod Norge. Svenskeropgørene blev alle tabt, men danskerne vandt de to over nordmændene. 

Kaj konkurrerede med Køges Frede Jensen og især brillante Carl Aage Præst fra ØB om pladsen som centerforward. 

1947 blev en meget blandet landskampsæson. Danmark vandt over Norge og Finland, men blev nærmest udslettet af svenskerne med to flove nederlag på 4-1 og 6-1. Kaj var ikke med i truppen i nogen af kampene, men han fik comeback året efter, hvor han bidrog med to scoringer mod Finland i en dansk 3-0-sejr i Helsinki. Det bragte Christiansens samlede høst op på 6 mål i 5 landskampe. Ikke dårligt! Det blev imidlertid måltyvens sidste optræden i rød-hvidt, for kort efter ”gik han over” som professionel som den blot femte danske fodboldspiller i historien. 

Professionel i Frankrig

Året forinden var to af Danmarks absolut bedste spillere, landsholdets anfører Arne Sørensen og den populære tekniker ”Lille-Kaj” Hansen, blevet erklæret professionelle efter en sag om penge under bordet i forbindelse med deres klubskifte til Skovshoved (den såkaldte Salamander-sag). Arne og Lille-Kaj skrev derefter kontrakter med den parisiske klub Stade Francais, hvor man havde startet professionel fodbold op i 1942. Kort efter fulgte B.1903’s festlige innerwing Børge Mathiesen og Kaj Christiansen i landsholdskammeraternes fodspor. Dermed var de fire udelukket fra landsholdsfodbold for altid. DBU var på det punkt ganske ubøjelige. Når spillerne kom hjem, vankede der to års karantæne fra al form for fodbold. 

Dermed kom Kaj ikke med i OL-truppen, der vandt bronzemedaljer i London, men han nød til gengæld tilværelsen i det franske og muligheden for at leve af sin hobby. 

Efter en enkelt sæson i Stade Francais med pæn succes skiftede Kaj Christiansen til 2. divisionsklubben Le Havre, som han hjalp til oprykning. Det blev også til nogle sæsoner i Olympique Lyon og Grenoble, inden centerforwarden vendte hjem til Danmark i 1955. 

Siden blev Kaj træner i bl.a. Frem. I starten af 1960’erne tog han tilbage til Frankrig og trænede et amatørhold, AS Brive. Det klarede Kaj så godt, at Brive sensationelt nåede frem til kvartfinalen i den franske pokalturnering. Christiansens trænerinspiration kom fra Ted Magner og Reg Mountford. To engelske coaches, som Kaj havde stiftet bekendtskab med på henholdsvis landsholdet og i Frem. 

Atter hjemkommet til Danmark, førte Kaj Christiansen i 1967 Randers Freja til en sensationel triumf, da kronjyderne slog AaB i finalen i pokalturneringen. Han var i det hele taget en dybt respekteret klubtræner.  

Ved sin død i 2008 var Kaj Christiansen bosat i Hyéres på den franske azurkyst.