Verdensrekordernes ”Krølben”
Sophus Erhard Nielsen voksede op under små kår i et arbejderhjem på Østerbro. Faderen døde da Sophus var lille, så ligesom hans navnebror, Sophus Hansen i Frem, lærte han tidligt at klare sig selv. Efter nogle ungdomsår i Boldklubben Stjernen, der blev en forløber for B. 1903, kom Sophus til Frem som junior. Her blev han den store profil. Komplet hjulbenet fik han tidligt sit legendariske tilnavn ”Krølben”.
Fodboldkultur og social historie
Fodboldklubberne i 1890’ernes København voksede ud fra forskellige sociale segmenter. Akademisk Boldklub var for de studerende på Polyteknisk Anstalt eller andre dele af Københavns Universitet. KB var primært for borgerskabet på Frederiksberg. B. 93 rekrutterede blandt godtfolk på Østerbro (det var en blandet landhandel dengang), og Boldklubben Frem var en rigtig arbejderklub på Vesterbro. De sociale kulturer var ganske forskellige og satte sit aftryk på klubbernes individuelle særpræg. I KB var der tradition for at man gik på konditori og drak chokolade efter kampene. I Frem gik man på værtshus og spillede billard og fik en kop øl eller tre.
Frem’erne udviklede i 1900’erne en spillestil der lå langt fra KB-chokoladeholdets raffinerede shortpassing og ABs teknisk forfinede stil. I Frem satsede man på at forsvaret med Sophus Hansen som en formidabel sidste skanse, og med fighterne Ødbert Bjarnholt, Stefan Rasmussen og brødrene Johannes ”Jøk” og Knud ”Postkassen” Hansen (de kom oprindeligt kom fra Olympia), kunne holde fjenden fra fadet. Det meste af det offensive spil var op til ”Krølben”. Det var mere eller mindre kutymen at forwarden som en anden énmandshær driblede bolden frem og forsøgte at komme til afslutning. Sophus var ikke særlig hurtig, men hans driblekunst blev udviklet til perfektion. I kraft af de hjulede ben var hans træk umulige at forudse for modstanderne, og kom han på skudhold havde han en kanon i støvlerne. Desværre havde denne særegne spillefacon jo den indlysende ulempe at sammenspillet blev sporadisk. På landsholdet kom Sophus dermed ofte til at fremstå som en egoist med tendens til at drible og ”væve” for meget frem for at benytte medspillerne som spilstationer. Selviskhed lå imidlertid langt fra hans natur. Men mange års nødtvungne solopræstationer i Frem lagde visse naturlige begrænsninger på hans spil.
Verdensrekorder på stribe
Krølben var sikker mand på det første officielle landshold, der i oktober 1908 tog til London for at deltage i verdens dengang største fodboldturnering, de Olympiske Lege. Kampene blev spillet på det enorme White City Stadium i Shepherd’s Bush. Den danske landsholdstræner, den tidligere Arsenal og Manchester City målmand Charles Williams var forsigtig optimist: Der ville formentlig være for stor afstand op til de engelske hjemmebanefavoritter, men de andre kontinentale hold ville få hænderne fulde med den hurtige boldbesiddende spillestil, som skulle blive landsholdets varemærke. Williams fik ret.
Landsholdets to første officielle opgør, de to Frankrigs-kampe (9-0 og 17-1), kan ses som en eksplosion af års opsparet energi og spillelyst. Endelig havde DBU sluppet et officielt landshold løs i rigtige fodboldlandskampe. Det havde været på tale i 1900 og igen i 1906. Man var i dén grad klar! Den britiske skoling af fodbolden i Danmark siden Queen’s Parks første besøg i 1898 havde sat sine spor. Dansk fodbold var, som de første på kontinentet, blevet beriget med de skotske fodboldlektioner. Og man havde så sandelig taget ved lære og udnyttet dette ”forspring”. Franskmændene fik groteske tæv.
”Krølben” scorede tre gange på tre minutter – rekord nr. 1 – fra det 3. til det 6. minut. Et af målene efter en helt karakteristisk dribletur. Herefter ejede han kampen. Frankrig reducerede efter et dansk forsvarskoks. Men så kom målene i en lind strøm. To af højre innerwing August ”Smart” Lindgren og så yderligere fire af ”Krølben”. Venstre innerwing Vilhelm Wolfhagen lavede tre mål i anden halvleg. Det mest brillante talent i den danske trup, KB’s Nils Middelboe, scorede så ét mål og Sophus ”Krølben” fuldendte sit ufattelige onemanshow med yderligere tre mål og lavede dermed to hattricks i samme kamp (rekord nr. 2), så han nåede op på 10 scoringer i alt (rekord nr. 3). Den fjerde rekord fremgik af selve slutresultatet: 17-1 til Danmark, der dermed var parat til finalen mod England (der repræsenterede Storbritannien ved OL).
Smuk sølvmedalje
På en måde blev landsholdets største triumf i denne turnering – paradoksalt nok – finalen. Paradoksalt fordi Danmark faktisk tabte og måtte nøjes med sølvmedaljerne. Men det er en mild underdrivelse at påstå, at danskerne overraskede det engelske hjemmepublikum positivt. Der var stående ovationer fra lægterne på det imponerende White City Stadium efter kampen, hvor gæsterne havde spillet klart bedst. I anden halvleg var det kun stærkt målmandspil fra hjemmeholdets Horace Bailey, der forhindrede danske mål. England fik til gengæld et helt ufortjent (og i øvrigt pivende off-side) mål, sat ind af verdens på det tidspunkt bedste fodboldspiller, Vivian Woodward.
Danskerne, anført af legenderne Nils ”Tøjklemmen” Middelboe, Sophus ”Krølben” Nielsen, Kristian ”Kaptajnen” Middelboe og fysikprofessor Harald Bohr, kunne i dén grad tage hjem med oprejst pande. Landsholdets engelske coach, Charlie Williams, havde en stor klump i halsen da holdet fik overrakt det fine sølvmedalje-diplom, og den britiske presse blev efterladt i chok over det smukke, flydende pasnings- og positionsspil, der i lange perioder havde gjort Englands storfavoritter til det næstbedste hold i finalen. Ingen havde forventet at danskerne var så stærke. Desværre havde Sophus Nielsen ikke samme krudt i støvlerne som i semifinalen. Ellers havde danskerne måske fuldendt sensationen. The Times skrev profetisk at ”snart er vi overhalet som førende nation i denne sport”. Det danske landshold havde lykkedes med at slå sig ind i verdenstoppen. En position der blev fastholdt helt til 1920.
Udenfor banen sled Sophus sig til en håndværkeruddannelse og tog på valsen til Tyskland og spillede 1913-15 som amatør for Holstein Kiel, der dengang tilhørte den tyske elite. Sophus skal efter sigende have scoret 72 mål i 18 officielle kampe for Kiel’erne. Han blev et kæmpe forbillede i tysk fodbold der på den tid var væsentligt ringere end dansk. Derefter tog han hjem og spillede endnu en årrække for hjerteklubben på Vesterbro (hvor Frem dengang havde hjemmebane).
Krølben var en uforlignelig kammerat og et fantastisk forbillede for yngre spillerkræfter. Hans afløser som centerforward på landsholdet, den lille skudstærke Carl ”Skomar” Hansen, anførte for eksempel i sin bog ”Et liv i fodbold” at Sophus altid opmuntrede og animerede når de spillede sammen for landsholdet eller Stævnets udvalgte hold. ”Tak for støtten, du gamle, gæve kæmpe”, skrev Carl Sko i anerkendelse.
Efter støvlerne røg på hylden i 1921, blev Sophus da også meget passende træner, og han var en årrække rigstræner for DBU. Det betød at Sophus arrangerede fællestræning for de bedste spillere, tog rundt i klubberne og holdt foredrag samt afholdt trænerkurser for ildsjælene. I generationer fortsatte han således med at sætte sit dybe aftryk på dansk fodbold.
Sophus Krølben Nielsen døde i 1963.
