Denne historie starter i en lille mineby i South Lanarkshire i det skotske lavland.

John (Jock) Stein drømte som mange af kollegaerne i de kulsorte og støvede minegange om et anderledes og bedre liv. Fodbolden blev svaret på hans bønner.

Under 2. Verdenskrig puklede han i en kulmine i Burnbank. Kulmineerhvervet blev anset som så essentielt for den britiske krigsindsats, at arbejderne blev fritaget for militærtjeneste.

Stein spillede semiprofessionelt fodbold i Albion Rovers som nebengesjæft. Han var fysisk stærk og særdeles snu og forudseende, og indfandt sig på en position som central forsvarer.

Albion Rovers rykkede op i den skotske 1. division i 1948, men rykkede ud igen med et brag. Jock Stein måtte søge andre og ganske utraditionelle veje for at kunne brødføde hustruen Jeanie og parrets to små børn. Overraskende lå gennembruddet som fuldtidsprofessionel i Wales.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Llanelli Town forsøgte sig i efterkrigsperioden med en storstilet satsning. En gruppe investorer skød penge i klubben, der befandt sig i South Wales divisionen, et lag under den bedste walisiske liga.

Som noget ganske uhørt ansatte Llanelli den sydafrikanske eks-Albion Rovers spiller Dougie Wallace som manager, og han skrev fuldtidskontrakter med en række – især skotske – spillere.

Jock Stein fik tilbuddet af sin tidligere holdkammerat og rykkede til Stebonheath Park, Llanellis hjemmebane med plads til blot 4000 tilskuere. Handleplanen var ambitiøs. Llanelli Town søgte om optagelse i den engelske liga, for at gå i samme retning som flere andre walisiske klubber, Swansea, Cardiff og Wrexham.

Forretningsgrundlaget smuldrede desværre hurtigt. Llanelli fik – mod forventning – ikke den ønskede licens, og kontraktspillerne blev sagt op, på nær et par stykker. Stein fortsatte dog sæsonen ud. Heldigvis var præstationerne åbenbart gode nok til at opnå en kontrakt med en af skotsk fodbolds giganter; Celtic Glasgow. Frem til 1956 spillede Stein lidt over 100 ligakampe for the Bhoys.

Protestant blev chef i den katolske højborg

Efter at en skade havde forårsaget et stop for den aktive karriere, kastede Jock Stein sig over managergerningen. Efter nogle læreår i forskellige skotske klubber, fik Stein chancen i managersædet i Celtic.

Det var kontroversielt, for Stein var protestant og det var ikke velset i den traditionelt katolske fanbase. Den nye chef var imidlertid ikke længe om at vinde alles hjerter.

På rekordtid formede Stein et mandskab der udelukkende bestod af lokale knægte. Alle opvokset i den fattigste del af Glasgow, og indenfor et langt stenkasts afstand imellem sig. Det sammentømrede kollektiv vandt den skotske cupturnering i 1965 og året efter mesterskabet.

Det indledte et 9 års monopol på den fineste skotske titel. Men minsandten om ikke også skotterne røg til tops i Europa. Celtic slog efter tur Zürich, Nantes, Vojvodina og Dukla Prag, og mødte så selveste Inter i finalen på Nacional i Lissabon.

De italienske mestre var ikke just nogen spøg at være oppe imod på den tid. Internazionale havde vundet Europa Cup turneringen for mesterhold i 1964 og 65, og rådede over stjernespillere som Sandro Mazzola og Angelo Domenghini.

Træneren, den herostratisk berømte Helenio Herrera, havde opfundet den ultimative defensive stil, den såkaldte catenaccio – hængelåsen. Med 9 mand i en stramt organiseret defensiv, styret af Picchi, Burgnich og Facchetti, blev Milanoklubbens forsvarsstruktur almindeligt anset for at være uigennemtrængelig – verdens stærkeste.

Og det gik som det ikke måtte. Inter kom foran på en tidlig scoring og gik i sin velkendte pindsvineformation. Men Jock Stein og hans knægte gav ikke så nemt op. Anført af folk som Bobby Lennox, Tommy Gemmell og Billy McNeill pressede skotterne uophørligt på. Og efterhånden som kampen skred frem blev den italienske hængelås gradvist dirket op.

På først og fremmest traditionelle britiske værdier som rasende fight og høj fart blev Inter nedkæmpet. Gemmell og Chalmers scorede de to mål, der sikrede sensationen og gav britisk fodbold sin første Europa Cup triumf. Spillerne blev behørigt hyldet og udødeliggjort som The Lisbon Lions.

Løvernes konge, Jock Stein, kunne hjemføre trofæet til Celtic Park og indskrev sit navn med uudslukkelig flammeskrift i skotsk fodbolds historie.

44 dage i Leeds

I 1978 ønskede Leeds United et stærkere navn i managerstolen end den gamle gentleman Jimmy Armfield, der havde haft den utaknemlige opgave at løfte arven fra Don Revie.

Dvs. umiddelbart efter Revie havde Leeds’ bestyrelse gamblet med ansættelsen af Brian Clough, hvilket – som bekendt – ikke blev nogen succes, for at sige det mildt. Clough opnåede blot 44 dage som chef på Elland Road, og Armfield samlede efterfølgende stumperne op.

Det aldrende spillermateriale blev gradvist udskiftet og forynget, men Leeds var et godt stykke fra tidligere tiders klasse. Med Stein forsøgte man sig med en stærk personlighed, der med sit man management og principper mindede ikke så lidt om Don Revie.

Ideen var slet ikke så tosset, og ingen kunne forudse, at det ville blive en monumental fiasko. Efter kun 44 dage – nøjagtigt det samme tidsinterval der blev Clough til gode i Leeds – sagde Stein sin stilling op. Bestyrelsen forsøgte med næb og kløer at holde på deres skotske satsning, men i den sidste ende var der alligevel forståelse for at Løvekongen ville væk.

Det skotske fodboldforbund ønskede nemlig Jock Stein som landsholdsmanager, og den ære og mulighed kunne han ikke lade passere. Leeds fortsatte sin deroute, mens Stein kvalificerede Skotland til VM i 1982 med en stærk besætning.

Efter skotternes fiasko ved verdensmesterskabet i 1978 i Argentina, måtte der en stærk og rolig styring på nationalmandskabet. Forgængeren Ally McLeod efterlod et hold i opløsning. Hans coaching under slutrunden i Sydamerika havde været katastrofal, og han sagde op midt i det hele efter den forsmædelige 1-1-kamp mod Iran, og bidrog dermed til kaosset i en trup ramt på stoltheden og sølet ind i VM’s første dopingskandale.

Flere af nøglespillerne var oppe i alderen og der var behov for en ny gruppe stamspillere. Stein kiggede især mod den engelske liga, hvor folk som Graeme Souness, John Wark, John Robertson, Gordon Strachan, Alan Hansen og naturligvis Kenny Dalglish opererede med stor gennemslagskraft.

Døde på trænerbænken

Skotland missede EM-slutrunden i 1980, efter at have været del af en ren dødsgruppe med Portugal, Østrig og Belgien, men klarede til gengæld cuttet til VM i Spanien med glans.

Ved slutrunden spillede skotterne nogle aldeles uforglemmelige opgør mod Tele Santanas sambadrenge fra Brasilien og Sovjetunionens jernstærke mandskab. Men sejr over New Zealand og uafgjort med russerne var lige præcis ikke tilstrækkeligt til at avancere fra den indledende pulje.

I 1984-85 anførte Jock Stein atter Skotland frem imod en kvalifikation til en VM-slutrunde. Spillermaterialet var dog ikke længere så prangende som i 1978 og 82, men aktører som Charlie Nicholas, Richard Gough, Steve Nicol, Steve Archibald og Frank McAvennie vil jo nok alligevel vække søde minder hos mange danske Sportslørdag-fans?

I den sidste og afgørende kvalifikationskamp mod Wales skulle skotterne have point for at gå i play-off. Neville Southall mindedes siden Jock Stein ved at fortælle en lille anekdote fra opvarmningen før matchen. Waliserne skød lidt på Southall for at få ham i de velkendte omdrejninger, og boldene røg om bagved målet, op på tribunen, hvor det skotske hjemmepublikum drillende beholdt læderkuglerne.

Southall henvendte sig i frustration til Jock Stein, der straks gik ned til bagtribunen, og efter et par vift med hånden regnede boldene ned til udeholdets ankermand. Steins autoritet og integritet var second to none. Den massive respekt for ham ligeledes. Selv om han på det tidspunkt var under et helt usædvanlig hårdt pres fra mediernes side, havde han nærværelse nok til at optræde med fairness og overskud.

Tragisk nok blev kampen det ultimative tæppefald for den gamle Gaffer. I slutningen af opgøret ramtes han af et anfald af væske i lungerne, og hjertet satte ud.

Skotland opnåede det ønskede uafgjorte resultat, men Jock Stein overlevede ikke. Skotlands største manager gennem tiderne – kun ”udfordret” af efterfølgeren Alex Ferguson – døde på trænerbænken. Han blev 62 år.

PLBOLD’s Michael Kjærbøl har lavet en stor optakt til Danmarks skæbnekamp mod Nordmakedonien, hvor han tager temperaturen på landsholdstruppen.