De to store Manchesterklubber er participanter i en af engelsk fodbolds største lokalrivaliseringer. Her er ikke plads til den overbærenhed og gensidige respekt som man oplever hos de røde og blå i Liverpool. City og United deler vandene.

Historiske modsætninger

Faktisk opstod de to klubber som hinandens diametrale modsætninger – helt fra begyndelsen. City havde nogle forløbere, bl.a. klubben Gorton FC, der blev initieret af en ihærdig dame fra den lokale afholdsbevægelse, der advokerede for at unge mænd skulle dyrke idræt frem for at gå på pub. Klubben spillede i sorte trøjer med et flot hvidt malteserkors på brystet. 

Uniteds oprindelse er – som kontrast – tæt knyttet til ølbrygningens kunst. Forløberen for United, Newton Heath, kom i svære økonomiske vanskeligheder omkring 1900. Det fortælles at spillere og ledere måtte gå fra dør til dør med hatten i hånden for at skrabe midler sammen til at undgå en truende fallit. En af spillerne havde en Sankt Bernhards hund, der angiveligt for vild og endte hos den lokale brygmester. Han fik dyret returneret og fattede interesse for den nødstedte fodboldklub. Ølbryggeren trådte ind som klubbens redningsplanke og omdannede Newton Heath Heathens til Manchester United.

Oprindeligt havde Newton sit udgangspunkt blandt jernbanearbejdere fra Lancaster & Yorkshire Railways, og engang i 1880’erne modtog man en donation fra moderselskabet, der satte klubben i stand til at indkøbe et sæt ret unikt spilletøj i gult og grønt adskilt vertikalt. Tøjet var endda af fint cashmere-uld. Men med det nye klubnavn og orden i økonomien, indførtes et kit med røde spilletrøjer og hvide bukser. Newton Heath spilledragten blev taget op i 1990’erne som udebanedragt. 

Hos rivalerne City fandt man frem til et lyseblåt outfit med hvide bukser i 1894, samtidig med at klubben fik sit endelige navn. Farven på spilletrøjen kalder englænderne for ”Cambridge-blå”.

City havde et sportsligt forspring, og det udmøntede sig i, at man fik sammensat et stærkt mandskab, der satte Manchester på fodboldlandkortet og hjemførte FA Cuppen i 1904. Men ulykken ramte klubben, da det kom for dagens lys, at spillere og ledere var dybt involveret i en stor bestikkelsesskandale. Klubbens stjernespiller og anfører, waliseren Billy Meredith, erkendte sin andel i fortrædelighederne, men havde samtidig den frækhed at påstå, at sådanne gedulgte pengetransaktioner var ganske almindeligt forekommende i engelsk fodbold. Det medførte en kæmpe opstandelse, og Meredith blev straks lagt for had. City kom i finansielle problemer og måtte bortauktionere de bedste kontraktspillere. Det blev Uniteds chance. Billy Meredith og flere andre profiler, blandt andre topscoreren Sandy Turnbull, kom i ”rød” tjeneste, hvilket bevirkede at United kunne sikre klubbens første FA Cup triumf i 1909. Men affæren gjorde ikke noget godt for stemningen og atmosfæren fansene af de to klubber imellem.

Bestikkelsesskandalen i 1905 ændrede på magtforholdet de to Manchester-rivaler imellem i Uniteds favør. Siden kom City dog efter det, og før 2. Verdenskrig havde the Citizens atter et uhyre stærkt mandskab. På det tidspunkt var balancen imellem de to Manchesterklubber altså atter tippet, men City kunne ikke helt fastholde standarden i 1950’erne, trods en berømt FA Cup triumf i 1956, den såkaldte ”Trautmann-finale”, hvor de lyseblås tyske keeper, Bert Trautmann, fuldførte finalen med en brækket nakkeknogle.

Katastrofen i München lufthavn i 1958 kunne for altid have ændret styrkeforholdet mellem de røde og de blå. Ligesom i Italien, hvor Torino FC’s mesterhold forulykkede på Supergabjerget i 1949. Juventus trådte ind i det efterfølgende vakuum og blev en af støvlelandets førende klubber, mens Torino aldrig genvandt samme niveau og dominans.

I 1958 var City imidlertid for svage til at udfordre Uniteds førende rolle i storbyen, og den legendariske manager Matt Busby kunne på relativt kort tid revitalisere de Røde Djævle, og reetablere United som tophold i England.

Den status blev opretholdt indtil Matt Busby trak sig som manager, og det efterfølgende viste sig, at hans fodspor var ualmindeligt dybe at træde i, for hans afløsere. 

At Manchester United ligefrem kunne rykke ud af engelsk fodbolds top flight, det var der ikke mange der kunne forestille sig. Men det skete ikke desto mindre i 1973-74, og det var med en af britisk fodbolds allerstørste forwards som omdrejningspunkt.

Den halvblinde Lawman

Denis Law var så absolut en af de farligste forwards i engelsk fodbolds historie. Hans 171 scoringer i 309 kampe for Manchester United taler sit tydelige sprog.

Law var med til at genopbygge United efter München katastrofen i 1958. Matt Busby hentede ham til Old Trafford i 1962 fra italienske Torino. Inden da havde ”Dennis the Menace” nemlig været en tur i Norditalien, men ligesom en anden af tidens fremragende britiske centerforwards, Jimmy Greaves, havde skotten vanskeligt ved at falde til i støvlelandet, og allerede efter en enkelt sæson var han tilbage i England. 

Egentlig var det naturstridigt, at Denis blev så succesrig som fodboldspiller. Han led af stærkt nedsat syn og måtte konstant knibe øjnene sammen for at være i stand til at se en brøkdel af hvad der foregik omkring ham. Alligevel lykkedes det at sende et hav af kugler i kassen. 

Da Busby købte ham var det tredje gang Law udløste en transferrekord i britisk fodbold. Første gang var da han, som 20-årig, skiftede fra Huddersfield Town – hvor han havde trådt sine fodboldmæssige barnesko – til Manchester City, og dernæst fra City til Torino. Overgangssummerne fra 55000£ til 150000 var således mange penge – dengang.

I Matt Busbys varetægt blomstrede det indlysende talent til uanede højder. Law vandt Ballon d’Or i 1964, som den eneste skotske spiller i historien, foran Luis Suarez fra Inter og Amancio fra Real Madrid. Det blev til to mesterskaber og en FA Cup med de Røde Djævle. 

I 1973 var United midt i et totalt opbrud. Matt Busby havde lagt op, og holdet gennemgik en større udskiftning. Denis Law blev vurderet for gammel og skippet af til Uniteds ærkerivaler på Maine Road. Her var han, med et frækt hælmål, med til at besegle sin tidligere klubs nedrykning. Laws demonstrative mangel på jubel og glæde efter dét mål er for længst gået over i historien. Bagefter udtalte han, at det var et af de frygteligste øjeblikke i hans liv.

Statistikken

United rejste sig imidlertid ret hurtigt igen. Under Sir Alex Ferguson dominerede djævlene engelsk fodbold, mens City havde voldsomme problemer med at hænge på i den øverste division. Ved årtusindskiftet måtte man endda helt ned og vende i den tredjebedste række. Siden er billedet – og det interne magtforhold i Lancastershire – imidlertid vendt endnu en gang.

Pep Guardiolas Manchester City har således vundet 6 af de seneste 9 derbies i Premier League, men det var en klar opmuntring for United, at de var i stand til at forhindre Citys double i 2024, ved at sejre i FA Cup finalen den 25. maj, hvor scoringer af Garnacho og Mainoo bragte trofæet til Old Trafford.

De to konkurrerende Manchester-rivaler har mødt hinanden hele 196 gange i historien, siden 1891, hvor City endnu hed Ardwick, og United Newton Heath.

United har været stærkest indbyrdes med 80 sejre mod Citys 63.

Manchester United – Manchester City: Her vises kampen på dansk TV

Manchester United – Manchester City sendes på Amazon Prime lørdag klokken 13.30.