Tre ting der skal afskaffes i 2026
Vi er nu gået ind i 2026, og det er et fodboldår, jeg ser rigtig meget frem til. Sådan er det altid, når der er en slutrunde – og for mig er en VM-slutrunde noget helt særligt. I år bliver den historisk med deltagelse af 48 lande, og forhåbentligvis bliver Danmark ét af de lande.
Når jeg ser fodbold, gør jeg det med et øje for at blive underholdt, og samtidig sætter jeg stor pris på de taktiske detaljer i spillet, som jeg fornemmer, at der kun bliver flere og flere af.
Men samtidig er der også en lang række ting i fodbolden nu til dags, som jeg slet ikke kan holde ud at se på, og mit ønske til magthaverne er, at der vil blive kigget på især de tre ting, som jeg lister på herunder – men mine forventninger er ikke særlig høje.
Lange spilstop ved dødbolde
I løbet af denne sæson har lange indkast i højere og højere grad været noget, som rigtig mange af holdene i Premier League har gjort brug af. Den slags har det med at tage lang tid. Rigtig lang tid.
Den effektive spilletid i en del af kampene har været alt for lav, og det har taget tempoet – og dermed også en del af underholdningen – ud af de kampene, som jeg har set det.
De lange spilstop gælder naturligvis også ved frispark og hjørnespark, hvor det kan tage minutter, inden det bliver afviklet. Jeg ved ikke, om et nedtællingsur er løsningen, men dommerne må skride ind og sørge for, at det går hurtigere.

Alt for lange VAR-tjek
Jeg vil gerne lægge ud med at understrege, at jeg ikke er modstander af VAR, men når diverse VAR-tjek tager flere minutter, har jeg et stort problem med brugen af det.
Generelt synes jeg også, at der er mange ting ved hele systemet, der kan forbedres. Til en begyndelse ser jeg dog meget gerne, at vi kommer de lange VAR-tjek til livs, så spillet igen kan flyde bedre og give mere underholdning for os, der bruger tid og penge på at se fodbold.

Målmænd der faker en skade
En ny og yderst kedelig tendens lader til at være målmænd, der pludselig lægger sig på i græsset for at modtage behandling, hvorefter de uden problemer spiller videre bagefter. Mens målmanden har fået behandling har træneren samlet alle markspillerne for at give taktiske instrukser.
Det er tydeligt, at det er en måde, hvorpå trænerne og spillerne har set en måde at udnytte reglerne på, da målmanden ikke skal forlade banen efter behandling.
Det er en udnyttelse af reglerne, der skal sættes en stopper for omgående. Hvordan har jeg ikke svaret på, men der findes heldigvis også folk derude med mere forstand på fodbold, som samtidig bruger al deres arbejdstid på at arbejde med den slags.




















