Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Christian Eriksen: Mirakel-comebacket i Premier League

22.12.2025 Kl. 12:00

Den 22. december er det Christian Eriksen, der gemmer sig bag kalenderlågen i PLBOLD’s julekalender.

Den 33-årige danske landsholdsspiller har tørnet ud for tre Premier League-klubber, herunder Tottenham, Brentford og Manchester United.

Deltag desuden i vores adventskonkurrence, hvor du kan vinde en bog om Thomas Frank, der netop er blevet udgivet.

Den elegante fynske playmaker

Christian Eriksen blev hurtigt en af Premier Leagues mest elskede danskere, da han i 2013 skiftede fra Ajax til Tottenham.

Hans teknik, overblik og sublime afleveringer gjorde ham til hjørnestenen i Spurs’ offensiv i næsten syv sæsoner.

Midtbanekreatøren spillede 226 kampe for Tottenham og leverede utallige assists og flotte mål. Han var berygtet for sine frisparksmål, mens hans evne til at finde medspillere med præcise afleveringer gjorde ham uundværlig.

I 2019 førte han The Lilywhites til Champions League-finalen – et af karrierens største øjeblikke.

Tragedien under EM 2021

Den 12. juni 2021 stod hele verden stille, da Christian Eriksen faldt til jorden. Under Danmarks EM-kamp mod Finland kollapsede han på banen med hjertestop. Hele fodboldverdenen så med rædsel til, mens læger kæmpede for hans liv på banen.

Mod alle odds overlevede Eriksen – og endnu mere utroligt, han kom tilbage til fodbolden. Det krævede en ICD (hjertestarter) indopereret, men Eriksens vilje var urokkelig.

Han ville spille igen, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre hos den nuværende arbejdsgiver i form af Inter, da det ikke var tilladt at spille med hjertestartere i Serie A-regi.

Danskeren spillede en stor rolle i rødt og hvidt, dengang den nu afdøde Åge Hareide stod i spidsen for landsholdet under VM i 2018. Foto: IMAGO.

Comebacket til Premier League

I januar 2022 vendte Christian Eriksen derfor tilbage til Premier League – og det var Brentford, der gav ham chancen.

Klubben fra det vestlige London åbnede dørene, og danskeren leverede straks. Hans debut var følelsesladet, og han viste hurtigt, at hans klasse stadig var intakt.

Senere i 2022 skrev midtbanespilleren under med Manchester United, hvor hans professionelle tilgang og erfaring hurtigt blev værdsat. Hans første mål for United blev fejret over hele verden – et bevis på, at fodboldmirakler stadig eksisterer.

I dag tørner han ud for danskerklubben Wolfsburg, hvor han sammen med Andreas Skov Olsen, Joakim Mæhle, Adam Daghim, Jesper Lindstrøm og Jonas Wind kæmper for at spille sig ud af bundstriden i Bundesligaen.

I forbindelse med skiftet til klubben fra folkevognsbyen er Eriksen desuden gået meget ned i løn.

Inspiration for millioner

Eriksens comeback handler om meget mere end fodbold. Det handler om livsvilje, mod og en ubrydelig tro på egne evner. Hans historie har inspireret sportskolleger, eksperter og fans verden over.

På banen fortsætter Eriksen med at levere elegance og intelligens, og han er stadig en del af det danske landshold, der er under ledelse af Brian Riemer. Hans arv i Premier League er allerede sikret – ikke kun for hans præstationer, men for hans mod til at vende tilbage.

Christian Nørgaard: Midtbanegeneralen fra Premier League-duksene

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce