Sergio Ramos rygtes til engelsk storklub
Den spanske forsvarsspiller Sergio Ramos er blevet 39 år, men han er ikke færdig med at spille fodbold på højt plan endnu. Nu kan han måske være på vej til Premier League allerede i det kommende transfervindue.
I løbet af karrieren er den spanske legende blevet sat i forbindelse med et skifte til verdens bedste liga en række gange, men det er aldrig blevet en realitet – og som oftest er han endt med at få en ny kontrakt hos Real Madrid i stedet.
Tilbage i sommeren 2021 forlod han dog den spanske storklub efter 16 år for i stedet at fortsætte karrieren hos Paris Saint-Germain, hvor han tilbragte to år, inden han drog retur til barndomsklubben Sevilla.
Her var han i et års tid, inden han blev fritstillet og derefter gik uden kontrakt i et halvt år. I februar valgte mexicanske Monterrey så at skrive kontrakt med Sergio Ramos.
Sergio Ramos til Manchester United?
Kontrakten med den mexicanske storklub udløber ved årsskiftet, og hvad skal der så ske med den aldrende forsvarsspiller? Måske skal han til Premier League.
Det er i hvert fald, hvad det spanske medie Cadena SER nu rapporterer. Herfra lyder det, at den 39-årige stopper har modtaget et kontrakttilbud fra Manchester United, som flere gange gennem årene har vist interesse for ham.
– Jeg blev, hvor jeg skulle blive. Real Madrid. Men jeg var helt sikkert tæt på at spille for United, indrømmede Sergio Ramos i 2023.
Nu vil tiden vise, hvorvidt han ender med at komme til Manchester United i det kommende transfervindue, men det er næppe særlig sandsynligt.



















