Kæmpe drama: Liverpool kollapser totalt
Mohamed Salah var bænket endnu engang for Liverpool, der havde kurs mod sejren ude mod Leeds, men det satte en hjerneblødning en stopper for.
De første 45 minutter var endt målløst og uden den helt store underholdning. Det blev der til gengæld lavet om på efter pausen.
Anden halvleg var stort set kun lige sat i gang, da Hugo Ekitiké viste, hvorfor Arne Slot havde valgt at give ham chancen fra start.
Den franske angriber var iskold, da Joe Rodon lavede en stor fejl. 1-0 til Liverpool. Kort efter blev det også 2-0, da Hugo Ekitiké fik scoret igen.
Franskmanden havde ikke scoret i Premier League siden 20. september. Pludselig havde han nettet to gange på få minutter.
Liverpool smider føringer
Herefter lignede det egentlig, at kampen var blevet punkteret, men så lavede Ibrahima Konaté en hjerneblødning.
Wilfried Gnonto var på vej til at drible ud over mållinjen, da den franske forsvarsspiller nedlagde den italienske offensivspiller på klodset vis.
Efter et VAR-tjek blev der tildelt et straffespark til hjemmeholdet, og fra pletten var rutinerede Dominic Calvert-Lewin stensikker og scorede, selvom Alisson gik til den rigtige side. Spænding igen på Elland Road.
Få minutter senere gik stadion så fuldstændig amok, da Leeds fik udlignet til 2-2 efter et fremragende opspil. I sidste ende var det Anton Stach, som passerede Alisson.
Mindre end fem minutter senere kom The Reds dog foran igen, da Dominik Szoboszlai blev spillet helt fri, og ungareren var træfsikker.
Mesterholdet kunne ikke holde føringen på 3-2 – og dybt inde i overtiden fik Leeds udlignet til 3-3, som også blev slutresultatet.
Mohamed Salah så hele kampen fra bænken.
Efter kæmpe drama er Arsenal-fans rasende – læs meget mere om det lige her.



















