'En joke': Victor Osimhen i chokskifte
Det var en vaskeægte overraskelse, da Victor Osimhen i september 2024 skiftede Napoli ud med Galatasaray.
Det tyrkiske transfervindue var det eneste, der fortsat var åbent på daværende tidspunkt.
Inden da havde Napoli forsøgt at forhandle et salg på plads med klubber i Premier League og fra den saudiske Pro League, men uden held. Alternativet var at beholde en stjerne, der var stærkt utilfreds.
Da lejeaftalen udløb i juni 2025 besluttede Galatasaray sig for at gøre aftalen permanent og betale 560 millioner kroner.
Mellemmænden Georgi Gardi var i centrum for disse forhandlinger, og han har nu afsløret omfanget af hans virke i et interview med tyske Sky Sport.
– I slutningen af transfervinduet sidste sommer ringede jeg til træneren og klubben for at tilbyde denne spiller, og de troede, at det var en joke.
– De tog mig ikke alvorligt. Victor Osimhen, en af verdens bedste angribere, hvorfor ville han skifte til Galatasaray som 26-årig? Hvorfor ville Napoli give ham væk?
– Det var i slutningen af transfervinduet. Folk sagde, at det var held og tilfældighed, men det var det ikke. Det skete med Icardi, det skete med Davinson Sanchez, det skete med Zaniolo. Alle disse spillere er ankommet i slutningen af transfervinduet.
– Alle disse store spillere overvåges af mig. I de sidste dage af vinduet kan alting ske, og nogle detaljer i kontrakter kan blive annulleret.
– Når vinduet er slut og andre handler er kollapset, så træder jeg til, og jeg har en klar plan. Jeg havde en række timer til at eksekvere planen, siger Gardi i interviewet.
Victor Osimhen havde nogle måneder inden lejeaftalen med Galatasaray forlænget sin kontrakt med Napoli, hvor der var indsat en frikøbsklausul på 822 millioner kroner. Forventningen var, at denne ville blive indløst af en klub i Premier League, men det skete aldrig.
Og sådan skete det, at Victor Osimhen landede en af de mest overraskende transfers nogensinde.
Samtidig er det nu kommet frem, at Arsenal lander aftale med stjerne trods stor interesse. Læs mere her.



















