Grænseoverskridende: Jacob Neestrup udstillet
I løbet af denne uge er et klip af en rasende Jacob Neestrup gået viralt, og det er noget, som FCK-træneren kalder grænseoverskridende.
Det var en tilskuer, som sad lige bag FC Københavns bænk i tirsdagens Champions League-kamp mod Tottenham, der havde filmet cheftræneren.
Efterfølgende blev klippet, hvor man blandt andet kan høre Jacob Neestrup råbe i raseri over, at mesterklubben havde defensive problemer, lagt ud på sociale medier.
Søndag eftermiddag blev han så forholdt det virale klip i studiet hos Viaplay forud for Superliga-kampen mod Vejle.
Her lagde FCK-træneren ikke skjul på, at han ikke befinder sig godt med at blive filmet på så nært hold i en kampsituation.
Jacob Neestrup reagerer på klip
– Jeg har det lidt blandet for at være helt ærlig. Jeg har lidt over 170 kampe for FC København. Sådan der er jeg i hver kamp. Jeg vil vinde, og jeg sidder ikke og klapper, når vi giver to mål væk. Det er frustrerende.
– Hvis jeg skal være helt ærlig – og det er ikke for, at nogen skal have ondt af mig – synes jeg, at det mest syge ved det klip er, at vi lever i en verden, hvor der sidder folk en meter bag en bænk og filmer en så tæt på i en hel fodboldkamp.
– Det, synes jeg faktisk, er lidt grænseoverskridende, siger Jacob Neestrup i studiet hos Viaplay.
I videoen øverst i artiklen kan du både se det omtalte klip og høre endnu mere til, hvad FCK-træneren havde at sige til det.



















