Enzo Fernández raser over farlige forhold
Chelsea-stjernen Enzo Fernández er langt fra tilfreds med de forhold, som klub-VM er blevet spillet under denne sommer.
Temperaturerne mange steder i USA har været høje, og i en stor andel af kampene har der været indlagt drikkepauser.
Det har dog ikke været nok for spillerne, som har følt et stort ubehag i forbindelse med at spille kampene i turneringen.
Til en presseseance, hvor blandt andre The Athletic var til stede, har Enzo Fernández luftet sin utilfredshed med forholdene.
– Varmen er utrolig. Den anden dag blev jeg lidt svimmel over at spille, og jeg måtte lægge mig ned. Sandheden er, at det er meget farligt at spille på det tidspunkt. Det er virkelig farligt.
– Farten i spillet er ikke den samme. Alt bliver meget langsomt. Lad os håbe, at de ændrer tidspunkterne næste år, så fodbolden fortsætter med at være attraktiv at følge med i, siger den argentinske verdensmester.
En række af kampene har været spillet midt på eftermiddagen, hvor solen har stået højest på himlen, og hvor varmen har været hård for spillerne.
Næste sommer skal der spilles VM i USA, Canada og Mexico, og her kan Enzo Fernández med al sandsynlighed se frem til at skulle deltage for Argentina.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















