
Lille mand : Stor helt på Anfield
Lille, ukuelig evighedsmaskine
Topspillerne i Sportslørdag-æraen kom ofte ud af fattige sociale kår. Der er talrige eksempler på hvordan aktørerne kæmpede sig til en professionel fodboldkarriere fra et dystert udgangspunkt i mørke miner og helvedshede stålværker. Men intet af det var tilfældet med Brian Hall, der blev født på denne dag i 1946. Brian var af en akademisk familie, og han uddannede sig til lærer. Fodbolden var og blev dog hans store passion.
Det var ikke til at se på Brians spillestil, at han ikke fightede for en ”plads i solen”. Han optrådte som en ren evighedsmaskine på grønsværen. Ikke et græsstrå lod han ubetrådt. Konstant i bevægelse i forsøg på at erobre bolden. Han var en lille fyr på kun 170 centimeter, men hans arbejdsradius var kolossal. Og så havde han en kompetence, som mange trænere (og fans) knuselsker: Han smed aldrig bolden væk. Afleveringerne var ikke visionære eller specielt konstruktive. Men de var sikre.
The Bambers
Hall var født i Glasgow, men familien flyttede til Lancashire. Han spillede som ung midt i 1960’erne på en amatørkontrakt i Liverpool FC, mens han læste matematik på universitetet.
Legendariske Bill Shankly fik øje på knægtens kvaliteter og overtalte Brian til at udsætte den civile karriere, efter at eksamen var kommet i hus i 1968. Hall erobrede en plads på Liverpools midtbane, enten som højre fløj eller centralt i sæsonen 1970-71, hvor han fik et massivt gennembrud.
Shankly opdagede også den hurtige og teknisk sublime Steve Heighway på det tidspunkt. Heighway rendte rundt i Skelmersdale og spillede amatørfodbold, samtidig med at han færdiggjorde sin uddannelse. De to delte således fælles socialt segment, og det foranledigede Shanks til at kalde dem The Big Bamber og The Little Bamber (Brian var selvfølgelig den lille). Kælenavnet kom af, at tv på den tid havde et populært program; ”University Challenge”, i stil med 10 spørgsmål til professoren, med værten Bamber Gascoigne.
De to ”Bambers” blev vigtige brikker på et gendannet og stærkt Liverpoolmandskab i starten af 1970’erne. Der var dog stor indbyrdes forskel på deres forcer og visuelle udtryk. Heighway var en fantastisk dribler, mens Hall var den ukuelige, men langt mere anonyme slider. Kunstneren og arbejdsmanden.
Finalen blev hans livs kamp
I 1971 scorede Brian et af sine forholdsvis sjældne mål, da han – med en fremragende flugter – tæskede bolden ind bag rivalerne Evertons keeper, Gordon West, og dermed bragte The Reds i FA Cup finalen. I slutopgøret sejrede Arsenal, men Liverpool var tilbage på Wembley tre år senere.
Hall spillede sin karrieres nok bedste kamp, da Liverpool slog Newcastle med 3-0, og hev trofæet i verdens ældste pokalturnering med hjem til Merseyside. Han var uopslidelig og allestedsnærværende, og lagde op til to scoringer.
Triumfen var kun én blandt mange i den sene del af Shanklys epoke. Liverpool blev mestre i 1973 og 76 og vandt UEFA Cup turneringen de to samme år.
Blev sat af efter regnskyl
Den første af de to Europa finaleopgør (1973) fik et sært forløb. Liverpool mødte Borussia Mönchengladbach med Henning Jensen og Allan Simonsen. Men det regnede så voldsomt i Liverpool, at man måtte afbryde kampen efter en halv time. Anfield sjaskede i vand.
Dagen efter forsøgte man sig så på ny. Men Bill Shankly havde indset, at underlaget passede bedst til en taktik med høje bolde, og foretrak store, stærke John Toschack frem for Brian Hall. Det var en god idé, for The Reds vandt med 3-0. Men for Hall var det en massiv skuffelse, hvilket han heller ikke lagde skjul på. Det gav et skår i forholdet til Shankly.
I 1976 var Brian ubenyttet reserve i de to finalekampe mod FC Brugge, der havde Ulrik le Fevre og Birger Jensen på holdet. Liverpool vandt samlet med 4-3 over to tætte opgør.
Kom aldrig på landsholdet
Der blev aldrig plads til Brian på det skotske landshold – heller ikke på U-landsholdsniveau. Det kan godt undre. Men det virker som om, at hans opvækst i England har separeret ham fra det skotske forbunds ”radar”. Han fik i alt fald aldrig chancen, på trods af indlysende kompetencer og stor popularitet på Anfield og The Kop.
Da Bob Paisley overtog managersædet efter Bill Shankly i 1974-75, spillede Brian Hall en stærk sæson. Men året efter røg han af holdet, og Paisley solgte ham til Plymouth Argyle. Karrieren blev afsluttet i Burnley.
Derefter vendte Hall tilbage til at være gymnasielærer, men han fik siden arbejde i Liverpool FC’s organisation. Desværre døde han i 2015 af en aggressiv leukæmi. Han blev 68.