Liverpool i chok: Storklub afviser transferrygte
Bayer Leverkusen afviser nu de seneste rygter om, at Jeremie Frimpong skulle være tæt på et skifte til Liverpool.
I løbet af ugen har der været massiv spekulation om Frimpong, som af mange ses som den oplagte afløser for Trent Alexander-Arnold, der forlader Premier League-klubben som fri transfer.
Spekulationerne tog yderligere fart, da Frimpongs agent, Jeffrey Lemmert, lagde et kryptisk opslag op på Instagram mandag aften.
Tirsdag skrev det tyske medie Kicker endda, at Frimpong forventes at skifte til Liverpool denne sommer.
Men nu tager Leverkusen-topchef Fernando Carro bladet fra munden. Til sport.de slår han fast, at der hverken er en aftale på plads eller forhandlinger i gang.
– Jeremie Frimpong har en lang kontrakt med os, som indeholder en frikøbsklausul, men vi har i øjeblikket ikke kendskab til nogen transfer, siger Carro og fortsætter:
– Disse rygter overrasker mig stadig en smule, selvom jeg har været i fodboldbranchen i syv år nu. Der er altid mange aktører, interesser og relationer involveret.
– Det kan faktisk være svært at finde ud af, hvor rygterne stammer fra, men jeg må indrømme, at mange af dem virkelig overrasker mig, lyder det fra Carro.
Carro bekræfter dog, at Frimpong har en frikøbsklausul i sin kontrakt, som angiveligt lyder på omkring 261 millioner kroner.
Derudover forlyder det, at Thomas Frank nærmer sig et nyt topjob.















