United-kollaps: Fyringstruet Rúben Amorim er 'naiv'
Det har været en tumultarisk Premier League-sæson for Manchester United-bossen, Rúben Amorim, der dog kan redde sæsonen med europæisk succes.
Ikke desto mindre er den portugisiske cheftræner, Rúben Amorim, allerede fyringstruet.
Det sker efter en vanskelig periode i særligt den hjemlige liga, hvor den tidligere succestræner i Sporting CP har tabt 10 ud af 21 kampe. Senest fik de klø af Newcastle, der sendte De Røde Djævle hjem til den røde del af Manchester med et nederlag på hele 4-1.
Det er dog ikke alle eksperter, der mener, at en fyring er den rette løsning.
– At fyre Rúben Amorim ville ikke føre til noget. For det er ikke hans skyld, at Manchester United befinder sig i et stort hul, siger Jeremy Cross, der er chefredaktør på Daily Star til The Mirror og fortsætter:
– Det er ikke hans skyld, at han har overtaget et forsømt hold, hvor rekrutteringen har været elendig. Det er ikke hans skyld, at United fortsætter med at være en klub i tilbagegang med de forkerte mennesker på ledelsesgangene.
Jeremy Cross understreger endvidere, at der ikke umiddelbart er nogle trænernavne, der kan overtage styrepinden fra den 40-årige portugiser.
– Hvem ville være den rigtige mand til at erstatte ham? Faktisk, hvem ved deres rette sind ville ønske at erstatte ham? Det eneste Amorim er skyldig i, er at være naiv til at tage jobbet i første omgang, lyder den kontante melding.
Manchester United støder sammen med franske Lyon i Europa League-kvartfinale nummer to torsdag aften på Old Trafford. Det første opgør endte med 2-2.
Samtidigt er det kommet frem, at et vildt Antony-skifte er gået i vasken.



















