Arsenal vil handle i Bayern München
Både Arsenal og Chelsea ønsker at hente Mathys Tel fra Bayern München.
Sådan lyder meldingen fra den engelske avis The Independent.
LÆS OGSÅ: Alvorlig skade til Liverpool-spiller: Sæsonen kan være forbi
Manchester United holder ligeledes et vågent øje med situationen, og det ventes, at de omtalte klubber vil forsøge at lande en lejeaftale med den 19-årige franskmand med en købsoption inkluderet.
Tel vil dog kun skifte til en klub, hvor der er garanti for minutter i benene – noget, der ikke har været hidtil hos FC Bayern München i denne sæson.
19-årige Tel var allerede på radaren hos Arsenal, inden det tirsdag aften kom frem, at han ønsker at forlade den tyske storklub.
The Gunners har planer om at hente en ny angriber, og den unge Bayern-komet passer ind i alle kriterier, skriver førnævnte avis.
Tel kan sparke med begge ben og kan spille på tværs af flere positioner i den offensive del af banen, mens han også er i stand til at storme frem ad banen med bolden ved sine fødder. Derudover regnes han også som en god afslutter.
Mikel Artetas generelle præference er at hente unge spillere ind, som han sidenhen kan hjælpe med at udvikle.
Nyheden om, at den franske U21-landsholdsspiller nu er tilgængelig til en transfer, kom angiveligt bag på Arsenal som følge af spillerens åbenlyse talent.
Arsenal jagter desuden en handel med norske Sverre Nypan fra Rosenborg, skriver avisen.
















