Rashford skyder historie ned
Marcus Rashford langer ud efter The Sun.
Mediet bragte tirsdag en historie om, at englænderen har talt med sportsagenturet Stellar i håbet om at få et skifte væk fra Manchester United denne januar.
Men den er falsk ifølge hovedpersonen selv.
– Der har været en masse falske historier skrevet over de seneste uger, men gutter, det her er blevet latterligt. Jeg har aldrig mødtes med noget agentur og har ingen planer om det, skriver Rashford på Instagram til et billede af historiens rubrik.
Rashford er repræsenteret af sin bror Dwaine Maynard, men ifølge The Sun skulle han altså have talt med Stellar, der spillede en hovedrolle i Gareth Bales skifte til Real Madrid i 2013.
Historien kom i kølvandet på, at Rashford selv har udtrykt sit ønske om at prøve noget nyt. Stjernen har ikke fået spilletid i de seneste fem kampe. Senest var han dog tilbage på bænken.
Den 27-årige har spillet hele sin karriere hos Manchester United. Siden 2022/2023-sæsonen er det imidlertid gået ned ad bakke for kantspilleren, der også har mistet sin plads på det engelske landshold.
Daily Mail skrev tidligere på ugen, at Rashford er en af syv spillere, som United kan sælge til januar.
Læs også: Neville flænser United



















