Neville flænser "elendige" United: Værste hold pund for pund
Gary Neville er benhård mod sit tidligere hold.
Manchester United-ikonet kunne ikke holde sin mening tilbage, da Joshua Zirkzee efter 32 minutter mod Newcastle blev taget ud. 32 minutter, som gæsterne fra nord havde domineret totalt.
– Han har ikke været god. Men de har alle været fuldstændig elendige. Du ser det værste pund-for-pund fodboldhold i landet, sagde Neville, da han kommenterede på Sky Sports.
United endte med at tabe kampen med 0-2, og efterfølgende uddybede Neville sine tanker.
– Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bytte mange af modstandernes spillere for dem i rødt, sådan er det hver gang. Det er den store bekymring, siger Neville, inden han fremhæver det sidste hold under Ole Gunnar Solskjær som langt bedre end det nuværende United-hold.
– Det hold blev bredt set betragtet som langtfra godt nok for Manchester United, og med rette. Men det sidste hold under Ole var langt bedre, end det hold vi ser hold nu.
– Det er en bekymring, når der siden har været brugt 400-500 millioner pund. Hvad vi troede var det værste moment i de seneste syv-otte år – vi har faktisk ikke ramt lavpunktet endnu.
United blev nummer seks, tre og to under Solskjær. Siden er det blevet til placeringer som nummer seks, tre og otte under henholdsvis Ralf Rangnick og Erik ten Hag. Pt. ligger klubben nummer 14.
Alene i sommer brugte United små 1,8 milliarder danske kroner på nye spillere.
Læs også: Amorim erkender problemer



















