Medie: Saints afviser massivt United-bud
Southampton har ifølge respekterede The Guardian afvist et bud på Luke Shaw fra Manchester United, der lyder på £27 millioner. De Røde Djævle forventes snart at komme med et forbedret tilbud.
Knap var sæsonens sidste fløjt en realitet før Manchester United sendte et £27-millioner bud i retningen af Southampton, for at hente teenagestjernen Luke Shaw til klubben, og flere medier meddelte efterfølgende, at en handel var nært forestående.
Nu kan der dog komme grus i maskineriet. Således meddeler pålidelige The Guardian her til morgen, at Southampton har besluttet sig for at afvise buddet på den lovende venstreback, der netop er blevet udtaget til den engelske VM-trup denne sommer.
Southampton skulle foruden en afvisning have sendt en besked med til Old Trafford, der pointerer, at Luke Shaw under ingen omstændigheder er til salg denne sommer.
Samme avis udmelder dog afslutningsvist, at dette ifølge United blot ses som spil for galleriet, og de detroniserede mestre vil formentligt snart vende tilbage med et forbedret bud på Luke Shaw, der angiveligt ønsker et profileret skifte til Old Trafford, og håber på at få det færdiggjort inden VM starter til juni.