Avis: Liverpool kan hente tidl. OB-stjerne
Arne Slot begynder officielt i jobbet som ny Liverpool-manager i morgen, lørdag.
Her vil han erstatte Jürgen Klopp på sidelinjen.
Den 45-årige hollænder har tilbragt tre sæsoner som cheftræner hos hollandske Feyenoord, før han foretog skiftet til Anfield denne sommer.
Der florerer allerede nu rygter om, hvem Slot kan fragte med sig til Liverpool.
Og ifølge lokalavisen Liverpool Echo kan den tidligere OB-profil Yankuba Minteh være en af de spillere, Slot tager med sig til Beatlesbyen.
I de seneste måneder har det været fremme, at Newcastle muligvis er nødt til at sælge spillere for at leve op til de økonomiske spilleregler i Premier League.
En situation, Slot kan udnytte, lyder det.
Minteh er ejet af Newcastle, men blev sendt til udlån til Feyenoord i begyndelsen af den netop overståede sæson, så han har endnu sin førsteholdsdebut til gode for The Magpies.
I løbet af lejeopholdet i Rotterdam blev det til 10 mål og seks oplæg i 27 kampe for 19-årige Minteh.
Mintehs agent, Bakary Bojang, har fortalt, at der venter en spændende sommer for Mintehs vedkommende.
– Næste sæson er næste sæson. Hvis han (Minteh, red.) tager tilbage til Newcastle, vil han gøre sit bedste.
– Hvis han ryger på udlån andetsteds, vil han også gøre sit bedste. Han ønsker i sidste ende bare at spille fodbold.
– Han tænker ikke så meget over det. Det er Newcastle, der beslutter, hvor han skal spille, men han vil helt bestemt gøre sit bedste.
– Han vil forsøge at overbevise manageren om, at han har en rolle der. Det kommer til at være en spændende sommer, og vi er bare nødt til at vente og se på, hvad der sker.
– Jeg har fortalt ham efter lejeopholdet, at han ikke kan gøre mere, og at han mentalt skal forberede sig på, hvad der kan ske i den kommende sæson. Uanset hvor han spiller, vil han forsøge at præstere.
– Det er Newcastle og manageren, der beslutter sig for, om det er godt nok. Han kan ikke gøre andet end at spille fodbold, fortæller Bojang til lokalavisen Chronicle Live.
Liverpool-duo kan muligvis forlade klubben.



















