Profil spillede med skade: Koster lang tid på sidelinjen
Det er lige præcis en måned siden, at Levi Colwill senest har spillet en fodboldkamp.
Den 3. marts spillede han 78 minutter i 2-2-kampen mod Brentford, og det gjorde han, mens han var skadet.
Allerede et par uger inden det opgør havde det engelske forsvarstalent pådraget sig en skade i tåen. Det skriver The Athletic.
Faktisk var det helt tilbage til en kamp mod Crystal Palace den 12. februar, at han mærkede smerter i sin ene tå. Alligevel spillede han de efterfølgende kampe mod Manchester City, Liverpool, Leeds og Brentford.
Samtidig behandlede klubben problemet, men da det blev værre efter kampen mod Brentford, tog de ham til side. Det var slut med at spille kampe.
Colwill, der har været mere eller mindre fast mand for Chelsea denne sæson, fik en beskyttende støvle på foden, som han havde på et par uger.
Officielt: Chelsea forlænger med englænder
Nu er han så småt begyndt at træne en smule igen, men et comeback lurer ikke lige rundt om hjørnet.
Ifølge The Athletic er det usandsynligt, at han spiller i de kommende to Premier League-kampe mod Manchester United og Sheffield United.
I stedet har han indstillet sigtekornet på FA Cup-semifinalen mod Manchester City den 20. april.
På det tidspunkt vil der være gået over halvanden måned fra Colwills seneste kamp. Og det vil være over to måneder siden, at han første gang mærkede smerter i sin tå.