Zlatan Ibrahimovic vil vinde Premier League med Manchester United
Manchester United har fået en svær start på sæsonen, efter de ellers hentede ni point i de første tre kampe.
Siden er der blevet stillet spørgsmålstegn ved både Zlatan Ibrahimovic og José Mourinhos kunnen i United, men førstnævnte modbeviste kritikkerne i søndags, da han med to mål sikrede en 1-3 sejr over Swansea.
35-årige Ibrahimovic har blot skrevet en etårig kontrakt med United, men han drømmer om at vinde Premier League.
– Åh, det ville være fantastisk, fortæller Zlatan til Uniteds hjemmeside, da han blev udspurgt om chancen for at vinde Premier League.
– Hvis jeg kan vinde Premier League, ville jeg stoppe med at spille fodbold dagen efter… Næsten!
– Vi har været en smule uheldige i nogle kampe, men vi tror på det, og når du tror, skal det nok komme.
– Forhåbentlig kan vi vinde, og jeg vil vinde det, slutter Zlatan.
Svenskeren har, foruden den svenske, vundet mesterskabet i alle de ligaer, han har spillet i, hvilket tæller Frankrig, Spanien, Italien og Holland.