Yobo overvejer permanent Norwich-aftale
Lidt overraskende valgte nedrykningstruede Norwich den forgangne januar at hente 33-årige Joseph Yobo ind på en lejeaftale, men den tidligere Everton-forsvarer har imponeret stort, og været fast mand i midteraksen hos kanariefuglene, der har spillet sig ud af den rødglødende farezone i den absolutte bund siden da.
Yobo selv er da også ganske tilfreds med opholdet hos Norwich, og afviser bestemt ikke, at han til sommer kunne finde på at gøre aftalen permanent med Premier League-klubben.
– Jeg tager det hele en dag af gangen, og forhåbentligt kan vi kigge nærmere på situationen mod slutningen af sæsonen, udtalte han tidligere på dagen.
– Man ved aldrig om jeg skifter permanent til klubben, for alt er muligt i fodbold. Jeg er meget glad hos Norwich, og det føles som hjem for mig. Det eneste jeg mangler er min familie, for derudover er jeg glad for at være her, afsluttede nigerianeren, der altså ikke udelukker at fortsætte hos Norwich efter sommerferien.
33-årige Joseph Yobo har tidligere optrådt mange sæsoner hos Everton, hvor han var en vital del af midteraksen fra 2003 til 2010, inden han blev udlejet til Fenerbache i to sæsoner, som han senere hen skiftede permanent til i 2012.