Yaya: Vi havde ikke nok respekt for Wolves
Det holdt hårdt, da Manchester City tirsdag kæmpede sig videre i Carabao Cup efter en straffesparkskonkurrencesejr over Wolverhampton, efter de første 120 minutter var endt uden mål. Gæsterne fra Wolves havde flere chancer i løbet af kampen, men City-keeper Claudio Bravo blev helten – ikke mindst med to straffesparksredninger.
Yaya Touré erkender, at indstillingen ikke var god nok.
– Vi respekterede dem ikke nok i mine øjne, siger ivorianeren ifølge Manchester Evening News.
– Vi havde et par chancer, og nogle gange var vi for dovne, og hvis du ikke scorer imod den her slags hold, så kommer du i problemer.
– De var uheldige, men det var vi også. Nu ved vi, at hvis man ikke koncentrerer sig nok i at afslutte en aktion, så kan det komme til at koste, og det er vigtigt for os at huske i fremtiden.
Yaya Touré havde også store roser til Claudio Bravo.
– Han var den bedste spiller i dag. Det er meget vigtigt for ham. Claudio har erfaring, og efter den kritik han fik sidste år, har han vist, at han fortjener at spille for det her hold.