Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

XI: Sådan kan Arsenal stille op under Emery

Af Kalle Thue Gregersen
20.06.2018 Kl. 12:11
Der sker ting og sager i Arsenal i dette transfervindue, og i den anledning har Daily Mail taget et kig på, hvordan Unai Emery vil blande kortene frem til næste sæson.

Unai Emery blev valgt som manden, der skulle løfte arven efter Arsene Wengers 22-års æra. 

Den spanske manager har allerede hentet Stephan Lichtsteiner og Bernd Leno, mens handlerne med Sokratis Papastathopoulos og Lucas Torreira snarligt forventes at falde på plads.

Ud er gået Arsenal-manden, Jack Wilshere, der ikke forlænger sin kontrakt og forlader derfor hjerteklubben på en fri transfer. 

Daily Mail har kigget nærmere på, hvordan Emery vil eller kan stille op til næste sæson. Emerys foretrukne formation er en 4-2-3-1 med to tilbagetrukne midtbanespillere. 

Leno forventes at overtage pladsen i buret. Leno er en moderne, Manuel Neuer-agtig sweeperkeeper. Derudover er han ekspert på straffespark, som er noget Petr Cech ikke har haft held med. 

Bagkæden kommer til at hedde Bellerin, Mustafi, Sokratis og Monreal. Koscielny er ude med en længerevarende skade, og Lichtsteiner er hentet ind som en gardering til Bellerin på højreback. 

Xhaka, der lige har forlænget med Arsenal, kommer til at ligge på den ene af to centrale midtbanepositioner sammen med Torreira. Sampdoria-spilleren, der snart forventes præsenteret, har sine forcer i at bryde spillet og drive spillet fremad. 

Ramsey, Özil og Mkhitaryan kommer til at ligge foran Xhaka og Torreira, der skal beskytte forsvaret. De tre offensive esser er Arsenals mest kreative spillere, og med Xhaka og Torreira bag dem, kan de fokusere på det offensive spil. 

Aubameyang får nok pladsen helt fremme, da han scorede 10 mål i foråret i Premier League. Lacazette viste god form i slutningen af sæsonen, men Aubameyang er kandidat til at blive topscorer i Premier League. Lacazette kan derfor få en rolle som supersub. 

Annonce