Xhakas VM er i fare efter uheld under træning
Der er godt og vel to uger til, at VM-slutrunden begynder, og alle spillere frygter at blive skadede i disse tider. Desværre sker det for enkelte, og nu er det gået ud over Granit Xhaka.
Den 25-årige Arsenal-midtbanespiller måtte hjælpes fra banen under dagens landsholdstræning, hvor han stødte sammen med Valon Behrami. Et smertefuldt ansigt gav straks bekymring hos den schweiziske landstræner.
Granit Xhaka er en profil for det schweiziske landshold, hvor han også er vice-anfører, og det vil være et stort slag for Schweiz at måtte undvære Arsenal-spilleren til VM i Rusland.
I løbet af de kommende dage skal Granit Xhaka en tur til MR-scanning for at få en afklaring på, hvor slemt det står til med det venstre knæ, som kom til skade. Det skriver London Evening Standard.
Indtil da må Schweiz og Arsenal blot krydse fingre for, at midtbanespilleren ikke er kommet alvorligt til skade.