Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

xG: Her er PL-klubbernes mest undervurderede spillere

Af Marcus Sørensen
09.05.2020 Kl. 13:06
Infogol har udpeget én spiller fra hver af de 20 Premier League-klubber, som ud fra Expected Goals-modeller, ikke har fået den fortjente opmærksomhed.

Data er blevet en integreret del af fodbolden, som vi kender den i dag. 

En af de datametoder der har vundet frem de senere år, er Expected Goals – også kendt som xG.

Expected Goals går kort sagt ud på, at man udregner kvaliteten af en målchance ved simulationer af et stort antal afslutninger fra samme afstand. Herudfra tildeles chancen en sandsynlighed for, at denne ender resulterer i en scoring. xG kan dermed være med til at give et deskriptivt billede af et holds præstationer uden tanke på de små detaljer, der afgør de enkelte fodboldkampe.

Ud fra spillernes involvering i chanceskabelse – og i de defensive spilleres tilfælde forpurring af dette – har Infogol.net fundet én spiller frem fra hver Premier League-klub, som ud fra xG ikke har fået nok ros for sine præstationer.

Arsenal: Matteo Guendouzi
Den unge midtbanespiller har kæmpet hårdt for spilletid, siden Mikel Artetas ankomst til Arsenal. De underliggende tal bag franskmandens præstationer viser dog, at han fortjener mere spilletid. Guendouzi har præsteret over holdgennemsnittet i defensive aktioner, afleveringer og i at føre bolden frem.

Aston Villa: Matt Targett
I Aston Villa er det primært Jack Grealish, der fortjent løber med opmærksomheden. En af de spillere der går under radaren er venstreback Matt Targett, hvis afleveringer har bidraget til 0,39 xG per 90 minutter. Det er tredjeflest hos Aston Villa. Kigger man på Expected Assists (xA) – altså hvor backen har haft sidste fod på bolden inden afslutning – ligger Targett på 0,17/90 min, hvilket er fjerdebedst hos nedrykningskandidaterne.

Bournemouth: Diego Rico
Ligesom hos Aston Villa er det venstrebacken, der er blandt de mest undervurderede. Diego Rico rangerer som fjerdebedst på xA og den spiller, der har bremset tredjeflest xG for modstanderne.

Brighton: Steven Alzate
Colombianeren startede ud på midtbanen, men har siden fundet sin plads på højrebacken, hvor han ikke har skuffet. Alzates bidrag hos Brighton står klarest i form af hans evne til at føre bolden frem og herved bidrage til holdets senere skabelse af xG.

Burnley: Ashley Westwood
Midtbanespillerens er den spiller hos Burnley, hvis afleveringer bidrager mest i opspillets første faser inden selve chanceskabelsen. Herudover har Westwood skabt 0,2 xA per 90 minutter, hvorfor hans fem assists hidtil i sæsonen ikke har været tilfældige.

Chelsea: Ross Barkley
Der har været begrænset med spilletid for englænderen under Frank Lampard, men Barkleys tal indikerer, at Chelsea-legenden måske burde kigge mere hans vej. Både på xG og xA ligger Barkley højt og over sine midtbanekonkurrenter, selvom det dog skal siges, at han også kun har spillet otte Premier League-kampe fra start.

Crystal Palace: Luka Milivojevic
En anførers værdi for holdet går måske ikke så ofte under radaren, men hos Palace-kaptajnen er det ikke kun lederevnerne, der har været godkendt i denne sæson. Milivojevic er den spiller, hvis afleveringer har bidraget mest i de første faser af chanceskabelsen. Herudover bidrager han også godt til bremsning af modstandernes chancer.

Everton – Gylfi Sigurdsson
Islændingen har haft sæsoner, hvor han har været mere markant med mål og assists, men hans bidrag til Evertons skabelse af målchancer i indeværende sæson kan ikke negligeres. I en mere tilbagetrukket rolle i forhold til tidligere er Sigurdssons afleveringer med i mange af Evertons chancer. Han har blot lavet ét mål og to assists, men tager man xG for gode varer har islændingen fortjent at bidrage til 7,7 mål i stedet for tre i denne sæson.

Leicester: Ayoze Perez
Leicester har haft en fremragende sæson, hvorfor det er svært at finde mange undervurderede spillere på deres hold. Et bud er Ayoze Perez, der ligger på hele 0,5 i Expected Goal Involvement (xGI som er den gennemsnitlige værdi af xA og xG), hvilket betyder, at han forventes at lave mål eller assist i hver anden kamp.

Liverpool: Alex Oxlade-Chamberlain
Det er svært at udvælge en undervurderet spiller fra Klopps faste stamme af kommende Premier League-vindere. Alex Oxlade-Chamberlain falder i øjnene som en undervurderet spiller efter sin tilbagevenden fra en langtidsskade. Godt nok er hans tal ikke på niveau med stjerner som Mané, Salah, Robertson og Alexander-Arnold, men Chamberlains pasninger og raids frem i banen har alligevel bidraget pænt til Liverpools success i de kampe, han har været på banen. Hans xGI ligger eksempelvis på 0,23/90 min mod Gini Wijnaldums 0,08/90 min.

Manchester City: Joao Cancelo
Igen skal vi have fat i en back – denne gang hos Manchester City. Selvom Kyle Walker har taget mest af spilletiden på Citys højreback, er Cancelos tal faktisk bedre end sin konkurrents på flere punkter. Dette inkluderer både xA, pasningers bidrag til chanceskabelse og bremsning af xG for modstanderholdet.

Manchester United: Juan Mata
Den lille spaniers pasninger er de mest involverede i sit holds angreb, ligesom han på dette punkt også er i top 25 i hele Premier League. Mata har været Uniteds tredjefarligste spiller i de minutter, han har været på banen målt ud fra både xG og xA.

Newcastle: Fabian Schär
Schär ligger over gennemsnittet for at have en fod med i Newcastles målchancer, men det er naturligvis i defensiven, at stopperens tal er bedst. Schweizeren har forhindret hele 0,27 xG per 90 minutter, hvilket er tre gange så meget som holdgennemsnittet!

Norwich: Ondrej Duda
Duda, der er lejet i tyske Hertha Berlin, har – baseret ud fra hans stats – haft stor positiv indflydelse hos Norwich. Slovakken er blandt Norwichs absolut mest kreative spillere med en xGI/90 min på 0,32 og xA/90 min på 0,25.

Sheffield United: John Fleck
Sheffield har imponeret stort i denne sæson, men en af de mest markante spillere statistisk set er John Fleck, der har en xGI/90 min på 0,26. Bestemt ikke dårligt for en midtbanespiller. 

Southampton: Sofiane Boufal
Kantspilleren har været den tredjemest involverede Saints-spiller, når man kigger på xG og xA, bag angriberne Shane Long og Danny Ings. Generelt er Boufal meget involveret i Southamptons angreb med sine pasninger og raids frem i banen. En meget undervurderet spiller ud fra Infogols modeller.

Tottenham: Serge Aurier
En anden undervurderet spiller er Tottenhams Serge Aurier. Backen har sammen med Davinson Sanchez og Toby Alderweireld stoppet flest chancer per 90 minutter for Spurs. Ikke nok med det, har Aurier også bidraget meget frem ad banen, hvor han rangerer som en af Tottenhams mest involverede både i opbygningen og i forhold til at Expected assists (xA).

Watford: Christian Kabasele
Kabaseles offensive bidrag er svært at få øje på i tallene, men det gør ikke så meget, når stopperen er så toneangivende defensivt. Han har forhindret hele 0,28 xG per 90 minutter, hvilket er mest af alle i Premier League!

West Ham: Robert Snodgrass
Skotten er Hammers’ fjerdemest involverede i form af xA og xG med et 90 minutters gennemsnit på 0,38 xGI. Herudover er han West Hams mest involverede i den tidlige fase af skabelsen af xG hos West Ham.  

Wolves: Pedro Neto
Wolves markerer sig igen i denne sæson som et positivt bekendtskab i Premier League – i høj grad på grund af deres mange portugisiske spillere. En af dem er den unge kantspiller Pedro Neto. Efter Joao Moutinho og Adama Traore er han den spiller, der bidrager med flest xA og xG per 90 minutter. 

Annonce