- Xabi har frit valg på alle hylder
Arsenals spanske midtbanespiller, Mikel Arteta, mener, at Real Madrids spanier, Xabi Alonso, kan vælge frit mellem alle engelske klubber, hvis han finder interesse i et skifte tilbage til England.
Xabi Alonsos kontrakt med Real Madrid udløber til sommer. Det har fået mange storklubber til at lure på den spanske midtbanespiller. Især de engelske klubber finder spilleren interessant.
Både Manchester United, Manchester City og Chelsea er interesseret i spilleren, og kigger allerede nu på, om et salg i dette transfervindue kan blive aktuelt. Ellers er han gratis til sommer, og der kommer helt sikkert til at blive rift om den 32-årige playmaker.
– Han er en meget fornem fyr. Jeg er sikker på, at han har kigget på alle muligheder fra alle vinkler, og han vil helt sikkert have en klar beslutning i sit hoved, måske allerede nu, siger Arsenals spanier, Mikel Arteta, og tilføjer:
– Men her i England er mange klubber interesseret i ham – han kan vælge frit på alle hylder, slutter den 31-årige spanier.