Wissa har smækket med døren – nu venter krisemøde i London
Brentford-stjernen Yoane Wissa har forladt klubbens træningslejr i Portugal efter stigende spekulationer om hans fremtid.
Sådan lyder meldingen nu fra det britiske medie BBC Sport.
Den 28-årige congoleser er vendt tilbage til den engelske hovedstad, London, og nu skal han til samtale med Brentfords fodbolddirektør, Phil Giles, lyder meldingen.
En trio af Premier League-klubber i form af Newcastle, Tottenham og Nottingham Forest, viser konkret interesse for Yoane Wissa, skriver førnævnte medie.
Alle tre klubber kan tilbyde europæisk fodbold i den kommende sæson, og en aftale om de personlige betingelser vil ikke blive noget problem for hverken Newcastle eller Tottenham.
Brentford indledte for nylig kontraktforhandlinger med Wissa, men han siges at foretrække et skifte væk denne sommer.
Wissas nu forhenværende holdkammerat i form af Bryan Mbeumo blev mandag aften præsenteret hos Manchester United.
Oprindeligt havde klubben ikke noget ønske om at miste begge offensivspillere, men det kan nu blive en realitet.
Yoane Wissa har blot 12 måneder tilbage af sin kontrakt med Brentford, og han fylder 29 i september. Det kan få en afgørende betydning for, om et salg bliver en kendsgerning denne sommer.
Yoane Wissa skiftede til Brentford fra franske Lorient i sommeren 2021, og han har scoret 49 mål i 149 kampe på tværs af samtlige turneringer for The Bees.
Samtidig er det kommet frem, at Rasmus Højlund forlader Manchester United. Læs mere her.



















