Wilshere håber på snarlig afklaring på kontraktsituationen
Skadesplagede Jack Wilshere har haft svært ved at leve op til de forventninger, som folk fik til ham, da han som ganske ung brød ind på Arsenal-holdet.
Over den seneste måned er Wilshere dog kommet tilbage i startopstillingen med flere flotte præstationer til følge, og han var endda kaptajn i Carabao Cup-kampen mod Chelsea.
Englænderen fortæller, at han aldrig selv har tvivlet på, at han kan opnå sit store potentiale.
– Jeg vil være Arsenal-anfører. Jeg nød virkelig den anden aften. Det var min første start som anfører, og det var en fantastisk følelse for mig og min familie at føre drengene ud på banen, så det er noget, jeg gerne vil gøre mere af. Jeg er aldrig stoppet med at drømme om det, siger han til Patrick Davison i Nissan Super Sunday og fortsætter:
– Der var en enkelt gang sidste år, da Arsenal mødte Bournemouth på Vitality, hvor jeg sad blandt tilskuerne og tænkte: "kommer jeg tilbage til Arsenal og spiller?" men derudover har jeg aldrig tænkt, at jeg ikke ville blive den spiller, alle troede, jeg ville blive, eller tvivlet på om jeg ville opnå mit potentiale.
– Jeg ville bevise min fysiske tilstand i Bournemouth og så komme tilbage hertil og forsøge at komme ind på holdet. Det tog lang tid, og jeg arbejdede hårdt. Jeg siger ikke, at det er ovre nu, men jeg er på holdet, og jeg er nødt til at arbejde endnu hårdere for at holde min plads og forbedre mig som spiller.
Wilsheres kontrakt med The Gunners udløber efter sæsonen, men han regner med og håber på en snarlig afklaring på situationen.
– Der skal ikke tages nogen beslutning i januar. Jeg har stadig seks måneder tilbage af min kontrakt, jeg er Arsenal-spiller, og jeg nyder at spille uge efter uge. Jeg har fået masser af spørgsmål omkring min fremtid, og jeg kan ikke gøre mere, før der kommer noget officielt, så jeg kan koncentrere mig om fremtiden, men lige nu koncentrerer jeg mig om kampene.
– Jeg er lige kommet tilbage på holdet, og jeg formoder, at klubben har ventet på det tidspunkt, hvor jeg har bevist, at jeg kan spille Premier League for en topklub hver uge, men det har jeg gjort nu.
– Vi venter ikke rigtigt på noget – måske et lille hul i kampprogrammet, hvilket der ikke er mange af, men jeg er sikker på, at der inden for nogle uger kommer noget på plads eller bliver sagt noget af manageren, og så må vi tage den derfra.
Wilshere har 20 optrædener i alle turneringer for The Gunners i denne sæson.