Willian har Arsenal-legende som sit idol
I sidste sæson blev brasilianske Willian kåret som Chelseas bedste spiller på grund af sine flotte præstationer i både Premier League og Champions League. Kantspilleren er blevet en vigtig spiller for Chelsea, fordi han nu også er begyndt at score flere mål – nogle af dem endda meget flotte.
Inspirationen til at score flotte mål har han fået fra sit idol, Thierry Henry, som han så op til, fordi franskmanden ofte scorede smukke mål for Arsenal i starten af dette årtusinde.
– Han var én af de bedste spillere i Premier League. Han scorede så mange mål – så mange smukke mål, fortalte Willian til London Evening Standard.
Henry er Arsenals mest scorende spiller nogensinde med 228 mål, heraf 175 i Premier League. Franskmanden er i øjeblikket assistenttræner for det belgiske landshold, som slog Gibraltar 6-0 mandag aften.