Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

William Kvist fylder 41: Den største FCK-kæmpe fortjener sin plads i historien

24.02.2026 Kl. 07:06

Deler vandene

William Kvist Jørgensen er oprindeligt fra den lille by Rønde på Djursland, men han startede tidligt med at spille ungdomsfodbold i KB (og i øvrigt håndbold i FIF). 

I 2005 debuterede den spinkle mørkhårede midtbanespiller for FC København. Han var udset som den skadede Ole Tobiasens afløser som højre back. Men selv om Kvist spillede overbevisende, så meldte han klart ud i forhold til ledelsen og træner Hans Backe, at positionen som forsvarer i højresiden dybest set ikke interesserede ham. Kvist ville spille på midtbanen. 

Det var et modigt træk, for FCK var stærkt besat på den centrale midtbane på det tidspunkt, med folk som Atiba Hutchinson og Tobias Linderoth. Men Kvist var målrettet og hårdtarbejdende. Og han troede altså på sig selv, nok til ikke at tage den nemme løsning og spille backpladsen. Det lønnede sig i længden. Da Ståle Solbakken overtog som træner i 2006 blev Kvist i første omgang rykket rundt på forskellige pladser, men fastholdt at han havde blikket rettet mod maskinrummet på midtbanen, og efterhånden erobrede den stålsatte fighter med de lange indkast den eftertragtede plads. 

Morten Olsens støttespiller

I 2007 udtog Morten Olsen for første gang William Kvist til A-landsholdet. Det blev rent ud sagt en rædselsfuld oplevelse, for Danmark tabte i en testmatch i Dublin med 0-4 til Irland og blev nærmest udspillet i perioder. Kvist blev skiftet ind i pausen som højre back i stedet for Kasper Bøgelund, men uden at kunne forhindre nedsablingen. Han bevarede dog sin plads i landsholdstruppen, og i 2010 begyndte han at banke på for alvor til en fast plads på favoritpositionen som central midtbanespiller. I 2012 var han en af støttespillerne på EM-mandskabet i Ukraine, der dog ikke formåede at spille sig videre fra den indledende pulje, efter 1-0 over Holland, 2-3 til Portugal og 1-2 mod Tyskland. 

Med FCK kunne Kvist fejre mesterskaber i 2006, 07, 09, 10 og 11. Og i 2009 i tilgift pokalturneringen. I 2010 og igen i 2011 blev han belønnet for sit mod, engagement og lederskab ved at blive kåret til Årets Spiller i dansk fodbold. På det tidspunkt var han anfører for FCK.

I 2011 skiftede Kvist til VfB Stuttgart i Bundesligaen. Det gik pænt i begyndelsen, men i 2013 mistede han sin plads på holdet, og året efter lod han sig udleje til Fulham der kæmpede i bunden af Premier League. 

Opholdet på Craven Cottage blev ikke nogen succes. Kvist fik den kontroversielle tysker Felix Magath som manager, og den tidligere midtbanegeneral for HSV styrede sit mandskab med en intimiderende og tyrannisk facon. Fulham endte med at rykke ud med fuld musik. Kvist spillede blot 8 kampe for sydlondonerne, men formåede dog at tilspille sig en kontrakt med Wigan Athletic i den næstbedste række. Efter en enkelt sæson havde danskeren imidlertid fået nok af knoldesparkeriet i den ekstremt fysisk prægede Championship, og vendte hjem til FC København. 

I 2014 var Kvist anfører i en række landskampe, og hans comeback i dansk fodbold kastede tre yderligere mesterskaber af sig til hans personlige samling af DM-guldmedaljer, nemlig i 2016, 17 og 19. I 2016 og 17 medvirkede han atter til pokaltriumfer for FCK. I den førstnævnte blev han både matchvinder og pokalfighter, og den sidstnævnte kom i trofæskabet efter en 3-1-sejr over rivalerne fra Brøndby IF.

Stærkt udskældt

I 2016 og 2017 var han fast mand på Åge Hareides landshold, men det var under tiltagende kritik. Mange mente at Kvist havde mistet sin dynamik og offensive power, og i stedet spillede alt for meget på det sikre med afleveringer tilbage og til siden.

Hareide bevarede imidlertid troen på sin rutinerede midtbanekrumtap, og Kvist holdt sin landsholdsplads i VM-slutrunden i Rusland i 2018. Den, på det tidspunkt i pressen stærkt udskældte Kvist, kom desværre til skade i den første slutrundekamp mod Peru, hvilket satte en stopper for landsholdskarrieren. Året efter stoppede Kvist også i FCK. Med 321 kampe for Løverne har ingen spillet flere førsteholdskampe for FCK.

Det var ikke specielt positivt at opleve den ret massive kritik af en spiller der havde kæmpet i 81 landskampe for Danmark. Men Kvist selv optrådte med ro og værdighed, og stor loyalitet overfor sin klub og sin landstræner. Med sine 81 optrædener for det danske landshold, 8 mesterskaber og 2 kåringer til Årets Spiller i dansk fodbold, fortjener William Kvist en plads blandt de bedste defensive midtbanespillere i nationens historie.

Humanistiske værdier

Efter den aktive karriere har William Kvist virket som bestyrelsesmedlem og interimistisk sportsdirektør i FCK, og han spillede en fremtrædende rolle i klubbens trænerskift fra Ståle Solbakken til Jess Thorup i 2020. Atter var Kvist under kraftig beskydning fra presse og fans, men han tacklede situationen med stoisk ro og en varm kop kaffe.  

I 2023 forlod Kvist Parken, vist nok efter konfrontationer med koncernens øverste ledelse. Men han fortalte dengang til Tipsbladet at: ”Jeg har jeg altid været nysgerrig på at undervise. Efter 20 år på topplan har jeg mange erfaringer at give videre til næste generation. Derfor har jeg sagt ja til at bruge lidt af den tid, der ikke går med landshold, bestyrelsesarbejde og oplæg om top performance for virksomheder på at undervise på Haslev Idrætsefterskole et års tid”

Skiftet fra topfodboldens kulisser til en mere humanistisk værdibaseret tilværelse har foranlediget, at Kvist indenfor de sidste par år har blandet sig i den offentlige debat om børns skærmtid, og hvordan man bedst ”opdrager” i ungdomsfodboldens ofte for elitefokuserede og pacede univers. 

I dag fylder William Kvist 41 år.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce