Wilkins: Chelsea skal give Bamford chancen
22-årige Patrick Bamford var fantastisk for Middlesbrough i sidste sæson. I denne sæson var det derfor på tide, at han fik spilletid i Premier League.
Chelsea FC udlejede i sommers angriberen til Crystal Palace og mange mente på daværende tidspunkt, at The Eagles havde fået en stærk joker. Sådan gik det ikke. Bamford er tilbage i Chelsea og angriberens næste skridt er endnu ikke besluttet.
– Jeg ser på Chelsea og på Patrick Bamford. Når Chelsea spiller op til deres bedste, så kan man sagtens smide en ung mand som ham ind. Jeg er sikker på, at Bamford, der scorede 19 mål for Middlesbrough i the Championship i sidste sæson, også kan score mål for Chelsea. Han er en klog spiller, siger Wilkins til Sky Sports og uddyber:
– Han er ikke den hurtigste spiller, men jeg tror godt han kan score mål i Chelsea. Jeg ved ikke om de beholder ham eller udlejer ham, men hvis de lejer ham ud, skal de hente noget nyt. De mangler en angriber, siger Wilkins.
Den tidligere Villa-assistent Ray Wilkins forlod Aston Villa, da Tim Sherwood blev fyret i oktober måned. Wilkins forlod Villa Park med førsteholdstræneren Mark Robson samt analytikeren Seamus Brady.