Wijnaldum: Vi kan klare os uden Mané
Liverpool blev i sidste weekend kørt over af Manchester City, der i overbevisende stil vandt med 5-0. Nederlaget var nærmest uundgåeligt, da Sadio Mané i første halvleg modtog et direkte rødt kort, og The Reds derfor måtte spille med 10 mand i en stor del af opgøret.
Det røde kort betyder, at Liverpool må se bort fra senegaleseren i de kommende kampe, hvilket naturligvis er et kæmpe tab. Den hollandske midtbanespiller, Georginio Wijnaldum, erkender da også, det bliver hårdt at undvære Mané, men understreger samtidig, at man har evnerne til klare sig uden ham:
– Det er altid et hårdt slag for et hold at undvære vigtige spillere, men vi har skabt en base i klubben således, at vi ikke skifter spillestil, selvom der kommer en ny spiller ind.
– Hans plads bliver bare udfyldt af en anden, og vi fortsætter med at spille på samme måde. Vi arbejder på, at spillet ikke må blive påvirket af enkelte fravær.
Liverpool tager senere i dag imod Burnley hjemme på Anfield, og her må man som bekendt se bort fra Sadio Mané. I hans fravær kan der dog blive plads til Philippe Coutinho, der i midtugen gjorde comeback for The Reds.