West Hams Antonio jages af flere klubber
Det er ikke blevet til meget spilletid det seneste års tid for West Hams lynhurtige kantspiller Michail Antonio, der har lidt af skader. Antonio, der både gør sig på højre back og højre midtbane, opnåede kun 21 kampe i den netop overståede Premier League-sæson.
Derfor skulle klubben nu være villig til at sælge Antonio, der har flere bejlere. Det har længe været rygtet, at Crystal Palace har et godt øje til kantspilleren, men nu er også Burnley dukket op i billedet.
Burnley mister kantspilleren George-Kevin N'Koudou, hvis lejeaftale fra Tottenham ophører, ligesom de centrale midtbanespillere Scott Arfield og Dean Marney også forlader klubben. Der er derfor behov for flere midtbanespillere i klubben, der oveni også har Europa League-kampe næste sæson.
En af dem kunne være Michail Antonio. Hos bookmakeren SkyBet er Burnley nu favoritter til at hente spilleren, efter Crystal Palace tidligere har været nede i lave odds. Efter Burnley og Crystal Palace følger Chelsea, Wolverhampton og Cardiff i odds-rækkefølgen hos SkyBet.