West Ham vil hente Robert Snodgrass og Glen Johnson
West Ham har store planer forud for januars transfervindue, hvor man allerede har budt på Sunderlands Jermain Defoe, Brentfords Scott Hogan og Celtics Moussa Dembélé.
The Hammers er dog ikke kun på jagt efter forstærkninger til angrebet, hvor det forventes, at italienske Simone Zaza såvel som argentinske Jonathan Calleri, forlader klubben.
Ifølge London Evening Standard er West Ham foruden en angriber på jagt efter en højre back. Her har The Hammers udset sig Stokes Glen Johnson, der begyndte sin karriere hos West Ham inden han skiftede til Chelsea i 2003 efter blot 14 optrædener på West Hams førstehold.
Foruden en højre back vil Slaven Bilic ligeledes forstærke sin midtbane, hvor kroaten har udset sig Hull-stjernen Robert Snodgrass.
Snodgrass har været Hulls klart vigtigste spiller i denne sæson efter at have scoret syv mål og assisteret to i 18 optrædener.