West Ham-profil overnattede på hospitalet
West Ham sikrede sig en yderst tiltrængt sejr, da Cardiff i går blev nedkæmpet med 2-0, men det var ikke uden malurt i bægeret. Således måtte forsvarsprofilen, Guy Demel, overnatte på hospitalet med en hjernerystelse.
West Ham havde desperat brug for en sejr, da de i går gæstede Cardiff City Stadium i et regulært bundgys, og på en scoring af Carlton Cole lykkedes det også for London-klubben at rejse tilbage med tre vitale point.
Undervejs fik de mange tilskuere i Wales sig dog noget af et chok, idet den ivorianske forsvarsspiller, Guy Demel, faldt akavet til jorden, hvor han efterfølgende var bevidstløs i flere minutter, inden han blev båret fra banen med en iltmaske til munden, og røg direkte på hospitalet.
Umiddelbart så det ikke for godt ud med den rutinerede backspiller, men West Ham-medejer, David Gold, bekræftede efterfølgende på Twitter, at Demel blev ramt af en slem hjernerystelse, og at han overnatter på hospitalet.
– Demel blev ramt af en hjernerystelse, og var bevidstløs i flere minutter. Han bliver på hospitalet over natten, tweetede David Gold sent i går aftes.
Guy Demel kan nu skrives på skadeslisten, præcis ligesom forsvarskollegaerne James Collins og Winston Reid, mens hårdt prøvede West Ham også må undvære James Tomkins i næste opgør, grundet karantæne.