West Ham moste Spurs og Eriksen
Efter et par skuffende præstationer lå presset på Big Sam og West Ham, forud for dagens tidlige opgør, hvor London-rivalerne fra Tottenham gæstede Boleyn Ground. Derfor var det også et hjemmehold, der fra start satte sig på begivenhederne, dog uden at det kastede nævneværdige tilbud af sig.
Efter en lille halv times spil kom der gang i opgøret, da Younes Kaboul som bagerste mand blev sendt direkte i bad efter et professionelt frispark, og West Ham udnyttede prompte overtallet til at bringe sig i front, da Andy Carroll med lidt hjælp fra Harry Kane fik passeret franske Hugo Lloris i Spurs-buret.
Ondt blev værre for Spurs inden pausen, da Stewart Downing sparkede et frispark gennem muren og scorede til 2-0 i en situation, hvor den togolesiske frontløber Emmanuel Adebayor så mere end skidt ud. Sporadisk forsøgte gæsterne i anden halvleg at bringe sig tilbage i opgøret, men West Ham havde kontrol over begivenhederne, og sikrede sig en imponerende 2-0 sejr over Tottenham, der forbliver på sjettepladsen i Premier League, mens West Ham nu også matematisk er sikret overlevelse i Englands fineste selskab.