West Ham handler i PSG
Hvis han kan bestå lægetjekket, er Carlos Soler ny mand i West Ham.
Det skriver Fabrizio Romano på X.
Tidligere på fredagen meldte italieneren, at West Ham var nået til enighed med PSG om en låneaftale for resten af sæsonen. Til næste sommer kan The Hammers købe spanieren for omkring 170 millioner kroner.
27-årige Soler er West Hams niende signing denne sommer og kan meget vel tillade James Ward-Prowse at forlade klubben. Den tidligere Saints-kaptajn meldes på vej til Nottingham Forest.
I sine to sæsoner i Paris har Soler mest gjort sig som rotationsspiller. Det er samlet blevet til 50 kampe i Ligue 1, men nu søger midtbanemanden mere spilletid.
Soler fik sit gennembrud i Valencia, hvor han scorede 31 La Liga-kasser, før han i 2022 rejste til Frankrig for godt 150 millioner kroner. Han har stadig tre år på sin kontrakt i PSG.



















