Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

West Ham-anfører sender besked til fansene: Vi skal stå sammen

27.03.2018 Kl. 14:18
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Det kører slet ikke for West Ham i denne sæson, og med otte runder igen er hovedstadsklubben i fare for at rykke ned i The Championship. 

De dårlige resultater fik senest en del af klubbens fans til at protestere mod ledelsen, der måtte evakueres fra West Hams hjemmebane, mens enkelte fans invaderede banen. 

I en besked på klubbens officielle hjemmeside opfordrer anfører Mark Noble fansene til at stå sammen og støtte holdet i den sidste og afgørende del af sæsonen: 

– Kære Hammers. Jeg skriver til jer som stolt anfører og livslang supporter af vores fantastiske fodboldklub, West Ham United. 

– Vi har otte kampe tilbage, og hvis vi vinder tre eller fire af dem, er vi så godt som sikre på at opnå vores mål og blive i Premier League. 

– Fem ud af otte kampe spilles på London Stadium (West Hams hjemmebane, red.), og med jeres energi og støtte fra lægterne vil vi have en meget bedre chance for at vinde. 

– Vores seneste hjemmekamp mod Burnley var en af de værste dage i mine næsten 20 år i klubben, og jeg ønsker aldrig at se lignende scener. Det har ingen af os lyst til. 

– Vi har brug for, at alle står bag holdet og støtter os, da positive vibrationer i den grad hjælper spillerne nede på banen. Samtidig kan negativitet skade spillerne, hvilket vi så i 2. halvleg mod Burnley. 

– Jeg forstår udmærket jeres frustration. Sæsonen har ikke udviklet sig, som vi havde håbet, men jeg håber virkelig, at I vil støtte og hjælpe os gennem resten af sæsonen. 

West Ham har kun to point ned til Southampton under nedrykningsstregen, og netop Southampton er The Hammers' næste modstander i Premier League. 

Annonce