West Bromwich smadrede Burnley
Hele 4-0 blev det til for The Baggies, der kunne sende sejrsløse Burnley hjem, i hvad der blev den anden sejr på stribe for Alan Irvines tropper.
West Bromwich var fra kampens start ganske dominerende, holdet var bedst på bolden og truede især over kanterne Sean Dyches Burnley-mandskab. Efter godt en halv times spil blev det 1-0, Craig Dawson afsluttede fint, efter oplæg af en veloplagt Chris Brunt.
2-0 og 3-0 blev det også, begge gange var målscoreren unge Saido Berahino, der flot scorede bagved Tom Heaton i Burnley-målet – begge mål blev i øvrigt assisteret af Graham Dorrans.
Undervejs i kampen var det ikke meget, som Burnley bød ind med og når de gjorde, så viste Foster i WBA-målet hvorfor han er inde omkring det engelske landshold.
Vi fik flere spændende spillere på banen, blandt andre græske Samaras, der er kommet til Birmingham denne sommer, efter en tid hos skotske Celtic. Angriberen fik ikke meget tid på banen, men viste prøver på sin arbejdsiver.
WBA lukkede kampen i overtiden, igen efter flot spil over kanten og til slut ved Graham Dorrans, der efter to fine assist, kunne sparke den sikkert ind i venstre målhjørne.
Efter dagens kamp befinder West Bromwich sig på 10. pladsen, Burnley er nu sidst i Premier League efter seks kampe.