Wenger viser sin klasse i emotionel takketale
Arsene Wenger er færdig i Arsenal til sommer. Det betyder også at han blot har to kampe tilbage for klubben, og disse skal begge spilles på udebane mod henholdsvis Leicester og Huddersfield.
Derfor var dagens 5-0-sejr over Burnley også franskmandens sidste på hjemmebanen Emirates, og det betød at han efter kampen holdte en emotionel takketale.
I starten af talen tog han sig ifølge The Mirror tid til først og fremmest at ønske sin tidligere managerkollega, Sir Alex Ferguson god bedring som følge af en operation for en hjerneblødning.
– Jeg vil gerne ønske min kollega, Ferguson (Sir Alex, red.), god og hurtig bedring, lød det fra Arsene Wenger i starten af sin takketale.
Han takkede ligeledes fansene for deres støtte gennem årene.
– Jeg vil altid være en Arsenal-fan. Det er det der forener os i hver eneste af vores kropsceller, de drømme og bekymringer vi har. Jeg vil gerne takke alle i klubben, der er med til at gøre den så speciel. Disse spillere har stor kvalitet både på og udenfor banen. Støt dem næste sæson, for det fortjener de. Jeg kommer til at savne jer. Tak for at være så vigtig en del af mit liv. Jeg håber snart vi ses igen, lød det fra Wenger.