Wenger vil hente Napoli-profil
Arsène Wenger skulle være stærkt interesseret i Napolis Gökhan Inler og vil forsøge at hente ham til januar.
29-årige Gökhan Inler har længe været en vital figur på det stjernespækkede Napoli-mandskab, og den schweiziske midtbanemotors kavalkade af flotte præstationer har vakt stor opsigt i Arsenal, som nu er opsatte på at hente ham, når transfervinduet genåbnes i januar måned. Det skriver Tribalfootball.
Inlers agent, Dino Lambert, tvivler dog stærkt på, at et skifte kan ligge rundt om hjørnet.
– Hvor ligger hans fremtid? I Napoli. Jeg har besluttet ikke at lytte, fortæller Inlers agent og tilføjer:
– På trods af alle rygterne tvivler jeg på, at der er interesse for Gökhan, ellers ville jeg helt sikkert vide det.
Gökhan Inler, der særligt er kendetegnet ved sin fantastiske sparketeknik og arbejdsomhed, spillede en årrække i Udinese, inden han i 2011 skiftede til Napoli.