Wenger: Vi har råd til Rooneys løn
Arséne Wenger maner fordommene til jorden om, at Arsenal ikke skulle have råd til Wayne Rooneys tårnhøje løn.
Mourinho er i disse dage på intensiv jagt efter at få den utilfredse Wayne Rooney til London, men nu vil Arsenal måske give ligakonkurrenterne kamp til stregen om englænderens underskrift. 63-årige Arséne Wenger fastslår i hvert fald, at klubben har de økonomiske remedier til at betale hans løn. Det kan nemlig tænkes, at franskmanden bærer nag, efter han modvilligt lod van Persie drage til Manchester sidste sommer, og han derfor er hævngerrig efter at kapre en af Manchester Uniteds mest højtprofilerede spillere.
– Det skete for os sidste år, og det kan ske for dem, udtalte Arsenal-bossen efter gårsdagens træningskamp mod Vietnam, som endte 7-1 i Arsenal-favør.
Wenger er klar over, at Rooney stadigvæk er på kontrakt i Manchester United, og det dermed også er de engelske mestre, der selv afgør, om de vil tillade landsholdsspilleren at finde nye græsgange, men han cementerer samtidig, at Rooneys høje løn ikke er noget problem for Arsenal.
– Rooney er på kontrakt og har to år tilbage af den, så det er United, der træffer afgørelsen, men vi ville ikke have et problem med at finansiere Rooneys løn.
Chelsea med José Mourinho i spidsen er dog stadigvæk favoritter til at hente Rooney, hvis han skulle forlade Manchester United, men med disse udtalelser kunne man sagtens forestille sig, at Arsenal ville melde sig i budkrigen med London-rivalerne. Chelsea har dog angiveligt allerede sendt endnu et bud efter den 27-årige offensiv-spiller, hvorimod Arsenal har sit til gode.