Wenger: Uafgjort et positivt resultat for os
Arsenal har ikke vundet på Old Trafford siden 2006, og det lykkedes heller ikke for The Gunners lørdag eftermiddag.
Olivier Giroud sikrede dog gæsterne et enkelt point til sidst, og det var Arsene Wenger ganske godt tilfreds med.
– Det er et positivt resultat for os, for vi var bagud 1-0 med to minutter tilbage. Det var en smule rodet kamp mellem to godt organiserede mandskaber. Vores pasningsspil var ikke hurtigt nok, og vi havde masser af boldbesiddelse uden at skabe så meget. Vi havde problemer de første tyve minutter af anden halvleg, og de fortjente at komme foran.
– Spillerne, der blev indskiftet, gjorde en enorm forskel i dag. Når man er bagud 1-0 og spiller 1-1, er man selvfølgelig tilfreds. Vi manglede en smule skarphed i dag. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men i det mindste kom vi tilbage.
Arsenal er derfor stadig uden sejr på Old Trafford siden 2006, og Wenger ved ikke, hvorfor det er tilfældet.
– Jeg tænkte over det i løbet af kampen. Jeg ved ikke, hvorfor det er tilfældet. Sidste år havde vi måske tabt en kamp som denne, men det gjorde vi ikke i dag, og på det punkt har vi forbedret os. Forhåbentlig kan vi hente nogle flere sejre.
Næste opgave fra Wengers tropper er hjemmekampen i Champions League mod PSG. Den løber af stablen onsdag aften.