Wenger svarer spydigt tilbage på massiv kritik
Arsenal har fået sin værste start på sæsonen i 32 år, og efter 12 kampe er de allerede 15 point efter Chelsea på førstepladsen. Udover problemer på banen, er Wenger nu også rendt ind i kritik fra klubbens næststørste aktionær, som i går var ude med riven i den engelske presse. Men nu svarer Wenger tilbage.
– I de 18 år, jeg har været her, har jeg vist, at jeg kan klare kritik. Alle har ret til at have en mening. Når det så er sagt, har vi værdier i denne klub. Det første punkt er, at når vi går igennem en svær periode, viser vi solidaritet. Det er meget vigtigt for mig, lyder kommentaren direkte rettet mod Usmanov.
– Det andet punkt er, at når vi har noget at sige til hinanden, så siger vi det ansigt til ansigt. Vi har ikke behov for at gå til aviserne. Jeg tager det overhovedet ikke personligt. Det er en holdning, jeg respekterer, men når man er fra denne klub, er man altså fra denne klub. Enten er man inde, eller også er man ude. Man kan ikke være begge dele.
– Vi kender spillets regler, vi ved, hvordan det fungerer. Det, som er vigtigt, er, hvor tætte vi er inde i klubben, og hvor meget vi skal reagere på personer, som stiller spørgsmålstegn ved vores kvalitet. Personligt føler jeg, at der er et stærkt bånd i truppen og i klubben, og dette hold vil have en rigtig god sæson. Det er jeg parat til at vædde om, siger Wenger ifølge Express.
– Jeg tror på, hvad jeg gør, og jeg tror specielt på mine spillere – og på deres kvaliteter og ånd. Jeg er kritisk overfor mig selv hver dag, og jeg håber, at du gør det samme.
Vil du læse kritikken fra Usmanov? Så læs her.