Wenger sur over Flamini-klipperi
Arsene Wenger er godt træt af, at Mathieu Flamini er begyndt at klippe sine ærmer af spillertrøjen. Flamini vil bare gerne spille med korte ærmer, men den går ikke, siger Wenger i en lettere bizar sag.
Der var liv og glade dage i Arsenals omklædningsrum i går efter triumfen mod Marseille. Dog kom der et lille skår i glæden, da Mathieu Flamini valgte at klippe sin ærmer af, da han ikke ville spille med lange ærmer. I Arsenal vælger anføreren inden kampstart, om spillerne skal have korte eller lange ærmer, og det gælder for alle spillere.
Men Flamini vil spille med korte ærmer, og det er noget, der har skabt konflikt mellem ham, Vic Akers, der er ansvarlig for Arsenals spillertøj, og manager Arsene Wenger.
Wenger mener, at Flamini bryder klubbens regler ved at gøre det, og han sagde følgende om episoden:
– Jeg kan ikke lide det, og han gør det ikke igen. Jeg var overrasket over at han gjorde det. Det vil vi ikke have.
Sagen burde være lukket der, men Flamini vil simpelthen selv have lov til at bestemme:
– Jeg har spillet på højeste niveau i ti år, og jeg kan godt lide at spille med korte ærmer. Sådan er det bare, siger Flamini ifølge the Guardian.
Om denne sag får konsekvenser for Flamini i fremtiden, må tiden vise, men indtil videre tyder det på, at han har tænkt sig at tage saksen med til kamp.